Bind 18 - Rosekamp

Pedersen, Axel. 73
Første Del af »Lærebog i Landbrugets Plantekultur« udgav han
1938. Klar og præcis Fremstilling og videnskabelig Grundighed er
karakteristisk for P.s Forfatterskab saavel som for hans Undervisning,
og en særlig Interesse har han ofret den videregaaende Uddannelse
af Landbrugskandidater paa Specialkursus, som i fremtrædende
Grad har omfattet Planteforædling. Han blev Medlem
af Frøkontrolkommissionen 1935, Næstformand 1937, Næstformand
i Foreningen af danske Landbrugskandidater 1936, Medlem af
Landhusholdningsselskabets Bestyrelsesraad 1937 og s. A. Medlem
af Fællesudvalget for Samvirksomheden for landbrugsfagligt Oplysningsarbejde
og af Akademiet for de tekniske Videnskaber.
Aksel Milthers.
Pedersen, Peder Benjamin Theodor, 1851—1908, Skuespiller,
Teaterdirektør. F. 4. April 1851 i Kbh. (Frels.), d. 6. April
1908 i Aarhus, begr. paa Frbg. (Solbjerg). Forældre: Mel- og
Grynhandler, senere Rugbrødsbager Rasmus P. (ca. 1811—85) og
Henrikke Marie Henriksen (1821—95). Gift 27. Nov. 1880 i Kbh.
(Frels.) med Skuespillerinde Alma Hulda Emilie Rosenstand, f.
20. Nov. 1854 i Kbh. (Trin.), d. 22. Febr. 1916 sst., D. af Manufakturhandler
Siegward Wulff R. (1811—68) og Emma Kirstine
Elisabeth Kretzschmer (1824—1901).
Under beskedne Forhold begyndte P. i Sæsonen 1869—70 sin
Skuespillervirksomhed paa Casino; derfra tog han til Bergens Scene,
og 1876 kom han til Folketeatret, hvor han virkede i tretten Aar
og fik sin egentlige Uddannelse under F. L. Høedts Instruktion;
bl. a. skabte han en virkningsfuld Figur som den halvt forrykte
Prokurator i »En Skærsild«. 1889—97 deltog han i Dagmarteatrets
klassiske Periode, uden Tvivl hans lykkeligste Tid, og
formede smukke, mandige Skikkelser som gamle Moor i »Røverne«,
Mester Anton i »Maria Magdalene«, Føreren i »Wuthorn« og gamle
Strange i »Dansen paa Koldinghus«, hvorimod en Karakter som
Jago i »Othello« laa milevidt fra hans Omraade. Naiv Hæderlighed,
det trofaste og brave kunde P. udtrykke, og hans Replik
ejede Ro og en Bredde, der svarede til hans stoute Skikkelse, men
han savnede Lune endsige Humør og havde kun faa Strenge paa
sin Bue. 1900 blev han det nye, da endnu ikke statsunderstøttede
Aarhus Teaters første Direktør, en vanskelig Stilling, der netop
krævede en Leder af hans Støbning og med hans Arbejdsevne.
P. stræbte at gøre Teatret til en Folkescene i Ordets bedste Forstand
og isprængte Repertoiret med Mindelser om Perioden paa
Dagmarteatret og med Nyheder fra de københavnske Scener. Hans