Bind 18 - Rosekamp

Petersen, Carl V. 185
P. blev Student 1887 fra Roskilde og n. A. cand. phil. I nogle
Aar studerede han ved Universitetet, og derefter begyndte han at
skrive Litteratur- og Teateranmeldelser til »Sorø Amtstidende«.
1901—06 opholdt han sig udenlands, med fast Bopæl i Paris, hvorfra
han foretog Studierejser, undertiden af længere Varighed, til
Spanien, Italien, Grækenland, Schweiz og England. Marts 1909—
Febr. 191 o redigerede han »Kunstbladet« sammen med Vilh. Wanscher.
Dermed gled han ind i Kunstlivet som en Kunstskribent
af under vore Forhold ikke almindelig Type. Grundlaget for hans
Virksomhed var hans glødende Interesse for den aktive, levende
Kunst, som han dels søgte at forklare, dels forsvarede, lejlighedsvis
ved skarpe, polemiske Udfald uden Personsanseelse og
Respekt for Autoriteter. Han kunde i sine Studier forfølge denne
Kunsts Forudsætninger tilbage i Tiden, men ud over det dermed
givne Omraade gik han ikke som Kunsthistoriker. Saaledes blev
dansk og fransk Malerkunst i det 19. Aarhundrede det naturlige
Felt for hans historiske Undersøgelser. — Efter sin korte Redaktørtid
varetog P. gennem en lang Aarrække den aktuelle Kritik i »Tilskueren«
tillige med, at han leverede Artikler til Dagblade (»Politiken«)
og Tidsskrifter (»Illustreret Tidende«, »Ord och Bild«).
Blandt de ældre samtidige Kunstnere sluttede han sig som Kritiker
især til Willumsen, Poul S. Christiansen, Larsen Stevns, om hvem
han skrev en Monografi 1917, og Fynboerne. For øvrigt blev han
i første Omgang Talsmand for den Kreds, der 1915 stiftede Grønningen-Udstillingen.
Senere tog han sig af den nye Generation,
der kom frem under Verdenskrigen, og hvis Sag han veltalende
forsvarede i »Tilskueren« 1917, og til sidst gik han, delvis under
Indtryk fra en Rejse til Tyskland 1931 med Besøg i Bauhaus Dessau,
stærkt i Brechen for Surrealismen og den abstrakte Kunst, udgav
»The art of the Surrealists in Denmark and Sweden« (1936) og en
Brochure om fem danske Surrealister, hvoriblandt hans Søn Vilh.
Bjerke Petersen, i Serien »Danske Kunstnere« (1937). Ved Siden af
Kritikeren stak der en pertentlig Historiker i ham. Der foreligger
fra hans Haand en Række omhyggelige biografiske Artikler om
Kunstnere, hvori han har fastholdt mange betydningsfulde Meddelelser
for Eftertiden (i »Tilskueren« 1918 f. Eks. om Karl Schou,
Olaf Rude, Jean Gauguin og William Scharff). Denne Egenskab
præger ogsaa hans historiske Studier i Form af Interesse for de
enkelte Kunstværkers Data og Tilblivelseshistorie. Om den franske
Impressionisme, som vel i det hele taget betegner Udgangspunktet
for hans Kunstopfattelse, har han leveret grundige Afhandlinger
i »Tilskueren« 1911 og »Kunstmuseets Aarsskrift« 1917. Des-