Bind 18 - Rosekamp

Pauelsen, Erik. 23
Formbehandling, som er tydelig paavirket af Vig. Erichsen. Mest
kendt er det elegiske Portræt af Johs. Ewald, der hænger paa Fr.borg,
ligesom Selvportrættet (1775). Imidlertid ændredes Forholdene.
Als døde 1780, Abildgaard kom hjem 1777 og hævdede sig med
Selvfølgelighed som Historiemaleren; C. A. Lorentzen var tonet
frem som Konkurrent inden for Portrætmaleriet, og der gik Frasagn
om Jens Juels Gerninger i Udlandet, Sejre, der prædestinerede
ham til en Førsteplads her hjemme. P., som med den store Guldmedaille
havde kvalificeret sig til det store Rejselegat, søgte nu
1780 Forsikring paa Legatet efter dets daværende Nyder, men
Akademiet vilde ikke anbefale ham dertil, før han havde valgt,
om han vilde være Historiemaler eller Portrætmaler. Kongen tog
dog P.s Parti, og han fik Løftet og drog straks med Hustru og
Barn til Rom og Paris, kopierede Rafael og paavirkedes af Angelica
Kauffmann; han vakte Opmærksomhed, hvor han kom frem, blev
Medlem af flere Akademier og fik Professortitlen i Diisseldorf,
vendte hjem 1783, blev agreeret 1784 og Akademimedlem et Par
Maaneder efter paa et hastigt malet, intetsigende allegorisk Billede,
»Kalmarunionen«. Men hans Stilling blev ikke befæstet derved.
Jens Juel blev 1784 foretrukket for ham baade som Professor og
efter Vig. Erichsen som Hofportrætmaler. P. var for lidt selvkritisk
anlagt og kunde kun forklare dette som et Resultat af Intriger.
Han forbitredes mere og mere. Hans Forhold var dog ingenlunde
ringe. Han var en søgt Portrætmaler; Rejsen havde givet ham
mere Kraft og Glans i Farverne (C. F. Stanley 1785 paa Fr.borg
og i Akademiet, Niels Reiersen 1784 paa Fr.borg, H. E. Schimmelmann
og Hustru 1789 paa Holsteinborg); Resultaterne var smukke
og fornemme, om end maaske Figurerne var noget stive og Masken
lidt anstrengt. Endvidere fik han et Speciale, som han med stor Virtuositet
og Energi opdyrkede, Landskabsmaleriet. I det Coninckske
Palæ i Bredgade (Haandværkerforeningen) dekorerede han en
Stue meget delikat (1785—86) med Billeder fra Dronninggaard og
dens Omegn; han rejste til Norge, hvorfra han hjembragte en
Serie pittoreske Prospekter, som Kongen købte; han malede Billeder
fra Kbh.s Omegn (»Udsigt mod Frbg. Slot og Kirke« 1788,
Kunstmuseet) og malede endog et Marinebillede (sst.). Ogsaa
Genrebilledet dyrkede han, som i »Frieren« og »Overraskelsen«
(1784 og 85, Kunstmuseet), huslige Scener, der skal have Emne
fra hans egen Ægteskabshistorie. Men trods alt følte han sig tilsidesat,
slaaet ud af sine Konkurrenter fra den Plads, han troede
at have sikret sig, mens de var borte. Hans Utilfredshed voksede,
og endelig gjorde han Ende paa sit Liv ved at springe ud af Vinduet