Bind 18 - Rosekamp

Pontoppidan, Erik. 459
16. Febr. 1745 med Johanne Marie de Hofman, f. 1. Febr. 1722
paa Skerrildgaard, d. 3. Maj 1809 i Kbh. (Petri), D. af Justitsraad
Søren de H. til Skerrildgaard (1688—1771) og Karen Elisabeth
Dreyer (1689—1727).
Tidligt forældreløs blev P. sat i Huset hos en fjern Slægtning, Justitsraad
D. C. Braes til Kokkedal i Torslev Sogn. Da han her blev mishandlet
af Huslæreren, kom han 1709 ved Familiens Indgriben først
en kort Tid til Aarhus Latinskole og 171 o til Fredericia, hvor han
boede hos sin Halvbroder, Sognepræst Henrik P. Skolens pædagogiske
Tilstand var yderst ringe, og da Drengen følte Skoletugten
ulidelig, tog Halvbroderen ham 1713 ud af Skolen og satte ham i
Huset hos Sognepræst Ove Guldberg i Barrit. Her tilbragte han
to Aar, til han 1715 igen kom i Fredericia Skole. 1716 blev han
Student, studerede Teologi og tog Attestats 1718. Han var ikke
religiøst grebet, men nok religiøst følsom. Da han i Kbh. hørte sin
Nabo holde Andagt med Bøn, Skriftlæsning og Salmesang, skammede
han sig over, at han som Teolog gik saa let hen over den
Gudsfrygt, der burde være hans Hovedsag. En videre Uddybelse
af det religiøse Liv oplevede han under et Ophold hos sin Morbroder,
Kaptajn Spend paa Godset Hoiersbiittel i Stormarn. Navnlig
fik fransk-reformerte Opbyggelsesbøger her Betydning ved at
vække ham til Selvprøvelse. 1719—20 var han Huslærer i
Kristiania og rejste derefter som Hovmester for Ivar Huitfeldts
Søn Claus med denne til Holland og England (1720—21). Under
Opholdet i Utrecht kom han i personlig Forbindelse med den i
Datiden indflydelsesrigeste reformerte Teolog F. A. Lampe. Det
Kendskab, han i det hele fik til denne Del af den reformerte Vækkelse
og den dermed forbundne teologiske Tænkning, satte kendelige
Spor i hans Udvikling. Efter sin Hjemkomst blev han Huslærer
for Hertug Frederik Carl af Pløn (s. d.), og ved hans Hof blev han
1723 Prædikant og samtidig Diakon i Nordborg By, 1726 forfremmet
til Hertugens Patronatskald, Sognepræsteembedet i Hagenbjerg.
Uden at han havde oplevet et »Naadens Gennembrud«
efter den hallensiske Pietismes Omvendelsesskema, havde Berøringen
med den reformerte Pietisme og dens strenge Moral kaldt
en dyb personlig Alvor frem hos ham, saaledes at han ved Indgangen
til Præstegerningen ikke tvivlede om sit »indre Kald«, men
endog kunde føle sig som Aandsfælle af Pietismen og vide sig enig
med den i dens Idealbillede af den hellige Menighed. Hans Forkyndelse
sigtede mod personlig Omvendelse, »den døde Ortodoksi«
var utilstrækkelig til Frelse, selv om Læren var nok saa luthersk;
Kirketugten skulde sætte Skel mellem troende og ugudelige, og