Bind 18 - Rosekamp

Petersen, Cl. I9I
en Del maa skrives paa Tidens og Bladets Konto; bag det dominerende
Væsen skjuler sig megen Usikkerhed: i en Pamflet fra Samtiden
kaldes han »Kritikeren med Janushovedet«.
P. udgik i sin Kritik fra Heiberg og kunde fra Tid til anden
møde med nok saa rigoristiske Formkrav. Men gennemgaaende
var det ham om at gøre at mane til Alvor og Inderlighed, etisk
Dybde og moralsk Opsving i Litteratur og Teater; saaledes kom
han snart i et Modsætningsforhold til Heibergianismen, der især
efter Mesterens Tilbagetræden var udartet til en konservativ Formdyrkelse.
I nogle Artikler om Théatre francais fra 1861 roser han
denne Scene for dens Styrke i Begrænsning, men forklarer netop
heraf dens Tilbagegang. Ogsaa den heibergske Skoles teoretiske
Æstetiseren var ham imod; i en Artikel om den af P. højt beundrede
Rasmus Nielsen (111. Tid. 31 .Jan. 1864) hævder han, at denne blodløse
Grublen ikke fører til ny, værdifuld Erkendelse. Med større Haardhed
gik han frem over for Hertz, hvem han bebrejdede baade
Form- og Idéløshed, og hvis senere dramatiske Digtning han ikke
var langt fra at forfølge. Overhovedet angreb han med Skarphed
Epigoneriet i dansk Litteratur og opofrede baade vore aldrende
Digtere fra den store Tid og de unge, der var hans samtidige, for
Ibsen og Bjørnson. Især er den lange Række af Artikler om Bjørnson
interessante som Kommentarer af en i en vis Forstand ualmindelig
indviet Fortolker. P.s æstetiske Standpunkt kan bestemmes
som en Slags Idé-Realisme. Virkeligheden kunde fordre at blive
helt omsat i Kunst, men Poesien maatte ikke forflygtige Virkeligheden.
Den store Digter er hverken en nydelig Kunsthaandværker
eller en raffineret Psykolog, men den, som formaar at paatvinge
Læseren eller Tilskueren sit Syn paa Livet og Menneskene. Poesien
skulde ikke være Kransen om Bægeret, men Vinen deri.
P. lagde i en Grad som aldrig før i dansk Teaterkritik Vægt paa
Skuespillernes Karakteristik; rigtignok var hans Forhold til Scenens
Børn meget forskellige og hans Domme noget prægede af
Venskab og Fjendskab. I sin første Tid gik han haardt imod
F. L. Høedt, hvem han bidrog til at fælde; han saa i Høedt kun
en spidsfindig Konversationsskuespiller med Hovedet forskruet af
daarlig Æstetik, i Grunden en Epigon (»Hr. Professor Høedt staar
i sidste Vers af Visen«, skrev han 1864 i Anledning af en Bog af
Høedt). Fru Heiberg satte han meget højt og navnlig som Karakterskuespillerinde;
hun var for ham Tidens store sceniske Geni;
han beundrede højligt hendes Lady Macbeth, Maria Stuart og
navnlig Lady Teazle. Hun gengældte ikke P.s Beundring. Efter
hende satte han især Michael Wiehe højt og fremhævede hans Evne