Bind 18 - Rosekamp

Poulsen, Emil. 517
i »Fruentimmerskolen« fremstillede den aldrende Mands sanselige
Betagelse. Repræsenterede disse Skikkelser Fortiden, genkaldt med
fantasifuld Kultur og historisk Stilfølelse, skabte han hos Ibsen en
Række Typer fra Samtiden. Galleriet begyndte med den nationalliberale
Bedsteborger Konsul Bernick i »Samfundets Støtter« (1877)
og sluttede med John Gabriel Borkman (1897), et Billede af hvileløs
Græmmelse, og derimellem laa Dr. Stockmann i »En Folkefjende«,
Dr. Wangel i »Fruen fra Havet«, Ejlert Løvborg i »Hedda
Gabler«, Bygmester Solness og Alfred Allmers i »Lille Eyolf« samt
de to ikke af senere Fremstillere overgaaede Mønstre, Advokat
Helmer i »Et Dukkehjem« (1879) og Hjalmar Ekdal i »Vildanden«
(1885). Den første var et Normaleksemplar af den saakaldte dannede
Mand, som P. genialt levendegjorde i al typisk Almindelighed,
og den anden var en blodig Satire paa Manden med Hjertet paa
Læben, den æstetiske Akademiker, der ender som Fotograf. Alle
Figurens Egenskaber kom frem i P.s Spil, det forlorne og selvgode,
Egoisten og Pjalten, og med den sikreste Smag løftede han Frasehelten
op fra Karikaturen. Med disse Typer viste P. sig som en
stor Hjernens Kunstner, en Ironiens og Sarkasmens Mester; Lyrikeren
i ham selv blottedes i Satirens Lys; derimod erstattede han
den brede Naivetet, som er Dr. Stockmanns og Professor Tygesens
Særkende i »En Folkefjende« og »Geografi og Kærlighed«, med
elskværdig Distraktion. P.s Betydning for det nye norske Skuespil
gav sig Udtryk ved Gæstespil i Bergen 1880 og paa Kristiania
Teater 1882. Aaret før var han blevet kgl. ansat.
Foruden disse Hovedværker skabte P. en Mængde Skikkelser i
Teatrets Døgnrepertoire. Hans Virksomhed betegner sammen med
Broderens Nationalscenens Historie i den sidste Fjerdedel af det
19. Aarh. Der var spillevende Typer imellem, f. Eks. den tungefærdige
Prokurator i »Eva« og Darwinisten Dr. Bygum i »Under
Snefog«, Advokat Berent i »En Fallit«, som han forlenede med sin
tavse Autoritet, Hertugen af Septmonts i »Den Fremmede«, dekadent
og fræk, et Billede ude fra den store Verden, medens Fløsen
Arthur i »En Skandale« var københavnsk betonet i sin lunerige
Spot over Familielivet. P. havde efterhaanden besejret en vis Forlegenhed,
naar han bar sin Samtids Klæder, men i øvrigt støttede
han sig saa lidt som muligt til Ydret og Masken; det var Rollernes
indre Liv, hvorpaa det for ham kom an. Hans i Perioder skarpe
Kritiker Edv. Brandes skrev engang: »Maaske kun den, der i sine
egne Repliker har hørt denne Mester — thi i saa Henseende er
han en Mester — forstaa og forklare Ordene, maaske kun en Forfatter
vil fuldkomment paaskønne Emil P.s uforlignelige Diktion«.