Bind 18 - Rosekamp

Pontoppidan, Henrik. 471
vender siden tilbage i P.s Digtning. P. optraadte i disse Aar som
Medbejler til Schandorph i Almuefortællingens Kunst, han virkede
paa een Gang ved sine mørkere Farver og ved sin mere alsidige
Belysning af Problemerne. Parallelt med Schandorphs Digtning
løber ogsaa P.s første større Novelle, »Sandinge Menighed« (1883,
meget ændret Udgave 1903), en bitter Beretning om en Landsbypige,
som optages i et religiøst-politisk indflydelsesrigt Hovedstadshjem
og udsættes for Sønnens Forførelse. Bogen indeholder P.s
første Kritik af den danske Højskole; han tager ligesom Parti for
Bondematerialismen imod den i hans Øjne utrygge Løftelse hos
Grundtvigianerne og det politiske Venstre. — »Landsbybilleder«
(s. A.), en Samling Smaaskitser, fortsætter i det samme Spor. Det
er Novelletter af en anstrengt Verisme, pebrede af Ironi over Købstadssentimentaliteten,
Historier om Bondekonen, der sværger falsk
for Arvens Skyld, om Hegnsmandens smukke Datter, der til Forargelse
for Præstegaardens Folk bortgives til den ældre, vanskabte,
men velsituerede Morten Pers, om Gaardmandssønnen, der lokker
Tjenestepigen o. lign. I »Fra Hytterne« (1887) spilles paa de
samme Strenge, men blødere. Her er den mesterlige Fortælling
om de to gamle, der har lagt noget til Side, saa de kunde unde
sig lidt Hvile, men overhales af Sygdommen, Historien om den
lille uægtefødte, hvis Knogler skal flyttes fra Kirkegaarden for den
rige Gaardmands, om dyb Elendighed spejlet i smaa Træk. —
Samlingen »Skyer« (1890) skildrer Danmark under Provisoriet, med
rigelig Satire over den afmægtige og forsigtige passive Modstand.
Brillante er især »Hum Galgebakke«, om Vandreren, som har været
med til de rigtige Revolutioner og forherliger Krapylet, »Den første
Gendarm« (yderst spydig), »Tro til Døden«, om den gamle Bondemand,
der lader sig slæbe til Valgstedet og udaander som Vidne
til en Spaltning af hans Parti, »Et Offer«, en Historie om en Overløber.
— I disse Samlinger stod P. paa den naturalistiske Skoles
Grund. Men han kunde ikke forblive upaavirket af den i disse
Aar opblussende Nyromantik. Det ses af en Samling ironiske Eventyr,
»Krøniker« (1890). Den parabel- eller legendeagtige Tone
falder ikke P. helt fremmed, han var altid noget af en Læredigter.
I nogle af Historierne har P. benyttet danske Folkesagn, andre er
selvopfundne. Bogen indeholder smaa Mesterstykker af Underfundighed
som »Den stærke Skrædder«, »Svend Morgendug«, »Menneskenes
Børn«. Nogle af Samlingens bedste Stykker er tilføjede
senere: »Naar Vildgæssene trækker forbi« (1897), om Stuemennesket,
som sættes i Uro ved sin Ven Felix' Flugt ud i Eventyret,
og »Ørneflugt« (1894), et bittert Eventyr om stækkede