Bind 18 - Rosekamp

246 Petersen, jV. M.
hvorimod han — med Nyerup som første Tilskynder — gik i Lag
med Besvarelsen af et af Samfundet til den danske Litteraturs
Fremme for Aaret 1828 udsat sproghistorisk Prisspørgsmaal. Hovedideerne
fandt han spredte i flere af Rasks Skrifter, og denne gennemgik
med ham Begyndelsen af Skaanske Lov Ord for Ord og
Form for Form; under Udarbejdelsen hverken søgte eller fik han
— af overdreven Samvittighedsfuldhed — Oplysning fra ham eller
nogen anden, saa at Skriftet med dets Fortrin og Mangler i et og
alt var hans eget. Det vandt den udsatte Pris og udkom 1829—30
i to Bd. under Titlen »Det danske, norske og svenske Sprogs
Historie under deres Udvikling af Stamsproget«, gaaende fra de
ældste Tider til ned mod Aar 1700. Det var et Værk af stor Betydning,
i en Menneskealder Grundlaget for det historiske Studium
af de nordiske Sprog. Mange Enkeltheder er naturligvis nu forældede
og den af P. i Overensstemmelse med Rask anlagte Betragtning
af Islandsk som Stamsprog forladt; men for Dansks Vedkommende
har Bogen i sin Helhed endnu ikke fundet en Afløser.
Rask døde 1832. Sin Opfattelse af Vennen, hvem han aldrig
glemte, gav P. i den skønne Levnedstegning, som 1834 indledede
Udgaven af Rasks samlede Afhandlinger, og vendte sig derefter for
Alvor til sine afbrudte historiske Arbejder, tagende Sprogforskning
som Middel, ikke som Maal i sig selv. Allerede 1832 havde han i
»Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed«, I, meddelt Bemærkninger om
Kilderne til Danmarks Historie i Hedenold og deres Bearbejdelse;
1833 kom sst., II, Afhandlingen om danske og norske Stednavnes
Oprindelse og Forklaring, der ved sin Metode lagde Grundvolden,
paa hvilken Forskningen siden har arbejdet videre, og 1834 som
selvstændigt Skrift en Haandbog i gammelnordisk Geografi (I), indeholdende
en udførlig Redegørelse for Nordboernes, særlig Eddadigternes
og Saxos geografiske Synskreds, et Studiefelt, hvor han hos
os først i det 20. Aarh. har faaet Efterfølgere. Selve Hovedværket,
»Danmarks Historie i Hedenold«, udkom 1834—37 i tre Bd., af
hvilke det første behandlede Sagnhistorien, det andet Tidsrummet
fra Regner Lodbrogs til Svend Tveskægs Død, det tredie Kulturhistorien
paa fællesnordisk Grundlag med Fremhævelse af, hvad der
var særlig dansk Skik. Den litterære Overlevering: Saxo, men
navnlig de islandske Sagaer, var P.s Hovedkilder; ved Kulturhistorien
toges intet Hensyn til de jordfaste og jordfundne Oldsager,
heller ikke i 2. Udgave, der fremkom 1854—55, ligeledes i tre Bd.,
og han var af Datidens Historikere overhovedet den, som stod
stejlest over for den unge arkæologiske Forskning. Som det nye
Oplag viser, vandt Bogen, der ved sin Fremstilling var tilgængelig