Bind 18 - Rosekamp

248 Petersen, M. M.
lede dem. Under den standende Diskussion i Trediverne om en
Reform af den højere Undervisning udtalte han sig 1837 i »Nordisk
Ugeskrift« mod Latin som Grundlag for almindelig Dannelse paa
Græsks Bekostning, og 1840—41 fremsatte han i »Annaler for nordisk
Oldkyndighed« Tanken om i Stedet for Latin at gøre Oldnordisk
til Elementarfag ved den begyndende Sprogundervisning,
hvortil det i Kraft af sin Formrigdom og som Bærer af en egenartet
Litteratur i hans Øjne fortrinligt egnede sig. Et Skridt videre tog
han 1844 i Efterskriften til Oversættelsen af Slægtssagaerne og
navnlig 1845 i den store Afhandling »Den nordiske Oldtids Betydning
for Nutiden«, der fremkom i Annalerne og er hans Hovedindsats
i den skandinaviske Idés Tjeneste. Efter en Hymne til
Oldtiden som det fjerne, ophøjede, afsluttede, der skænker den af
Nutidslivet trætte Sjæl Fred og Hvile, udvikles her Nordens oprindelige
Enhed, og derefter undersøges Muligheden for og Ønskeligheden
af igen at forene de nordiske Sprog i eet almindeligt Litteratur-
og Skriftsprog. Der var for P. ingen Tvivl om, at var blot
Villien til Stede, vilde med Tiden Foreningen være mulig ud fra
det fælles Grundlag, det gamle oldnordiske Sprog; Dansk og Svensk
kunde komme hinanden nærmere, end Tilfældet er nu. Det var
hermed tillige klart, at de nordiske Folk maatte høre op med at
oversætte hinandens Skrifter, snarest bringe det til, at de læstes i
alle tre Riger omtrent med samme Lethed, og overhovedet kraftigt
virke for, uden alt Hensyn til Regering, at de i Videnskabens Rige
maatte udgøre et uadskilleligt Hele. »Vi, som have set denne
Morgenrøde, skulle vi ikke kunne haabe paa, at den vil vorde til
en lys Dag, der gaar op over hele Norden?« Svaret herpaa fra
Landsmænds Side var ikke udelt Tilslutning, og det kan ikke undre.
Han havde brugt stærke Ord, kaldt sin Samtid en vanartet, fordærvet
Slægt, talt om det danske Folk som et Folk, sløvt for alt,
hvad det har i sig selv, og en Bold for alle fremmede Luner. Det
rejste sig nu med stærke Røster imod ham. Paa Modersmaalets
Vegne, som det siden Middelalderen havde udviklet sig gennem
en stadigt rigere Litteratur, tog Molbech skarpt til Genmæle, og
der var mange (Mynster f. Eks.), der tænkte og følte som han,
ingen, der tog P. i Forsvar; Styrken af Forargelsen maales ved
Paludan-Mullers Ord 1849 i »Adam Homo« om de Krænkelser,
Landets Genius, »Fostersøn af Syden som af Norden«, har set sig
udsat for.
Da der 1845 oprettedes et Professorat i de nordiske Sprog, blev
P. denne Lærestols første Indehaver. Det skete ikke efter hans eget
Ønske; han havde aldrig tænkt paa at ville forlade Arkivet, og da