Bind 18 - Rosekamp

250
Petersen, N. M.
Forarbejder; P. maatte selv samle Materialet samtidigt med, at
han bearbejdede det, og denne Dobbelthed har han med Villie
bevaret i Bogens Form. Det var ved sin Fremkomst et Værk af
Rang og vil med den Begrænsning og Ensidighed i Synsmaade,
der var en Følge af hans Indstilling med Front mod Syd, altid indtage
en Plads i første Række blandt dansk Aandslivs Frembringelser.
Efter hans Død offentliggjordes 1866 i Annalerne (for 1861) »Bidrag
til den oldnordiske Literaturs Historie«, men i en højst uheldig Skikkelse;
det var et Udkast til Forelæsninger, fundet blandt hans
Papirer, og trykt, som det forelaa, uden Udfyldning af de ofte
blot skematisk antydede Partier. Tanken om Nordens aandelige
Forening slap han ikke, men der er Tegn til, at han i sine sidste
Aar begyndte at tvivle paa Muligheden. Det lod sig dog ikke
nægte, at de nordiske Folk, i hvert Fald det danske og svenske,
nu stod hvert med en omfattende Litteratur, et ejendommeligt,
nationalt udviklet Folkeliv og et rigt nuanceret Sprog, og kunde
Genforeningen, inderst inde, være ønskelig, saafremt den kun kunde
naas ved, at Sverige erobrede Danmark, og det svenske Sprog,
der vel, naar alt kom til alt, var lige saa vanslægtet som vort,
fortrængte det danske? At Problemet endte med at tilspidse sig
saaledes for ham, var vistnok hans tungeste Sorg, og da han Aaret
før sin Død androg Ministeriet om midlertidig Fritagelse for Forelæsninger,
anførte han blandt Grundene til sin sygelige Tilstand
ogsaa den: »mangeaarig Bekymring over mit Fædreland«.
Som Menneske var P. en i sjælden Grad sandhedskærlig, fintfølende
Natur, alt lavt og beregnende var ham inderligt imod; han
var ikke uden Selvfølelse, i sine Meninger og Standpunkter noget
af en Fanatiker. Som Skribent førte han sin egen Stil, et ægte og
gedigent Udtryk for hans Personlighed. Denne Stil er levende den
Dag i Dag. Naar en Recensent i Datiden saa dens Fortrin i Klarhed,
Renhed og Bevægelighed, var dette ham det kæreste, der
kunde siges; han mente selv, at for saa vidt saadant kunde erhverves
udefra, var det en Frugt af hans idelige Læsning i sine tyske
og franske Yndlingsforfattere: Lessing og Goethe, Bernardin de
Saint-Pierre og Rousseau, »den guddommelige Rousseau, denne
vidunderlige Mand, der foragtede Menneskene og anvendte hele
sit Liv paa at oplyse dem«.
Samlede Afhandlinger, I—IV, 1870—74. Brevveksling med Carl
Save med Indledning af Carl S. Petersen, 1908. — Efterladte
Papirer i Det kgl. Bibliotek. — Medlem af Det kgl. danske Selskab
for Fædrelandets Historie og Sprog 1836, af Videnskabernes Selskab
1841. — Tit. Professor 1841. Etatsraad 1856. —• R. 1850.