Bind 18 - Rosekamp

560 Povlsen, Alfred.
dog bestemt modsatte sig. Imidlertid mødte han under sin Læsning
(en Tale af Kold) Folkehøjskolen, han hørte ved et Møde i Randers
Jens Nørregaard tage en Dyst med Lars Bjørnbak og førtes
derved til Testrup Højskole, hvor han et Par Vintre var Elev.
Nu stod Fremtidsmaalet klart for hans Øje. Han vilde være Højskolemand.
Efter Faderens Ønske tog han Lærereksamen og opholdt
sig derefter i fem Aar i Kbh., optaget af frie Studier. Sammen
med sine Ungdomsvenner, bl. a. Johan Borup, V. Brucker og
F. Rønning, levede han et rigt Ungdomsliv og stod ved Afslutningen
af sine Studier rigt rustet til at gaa i Folkehøjskolens Tjeneste.
1877—84 var P. Lærer ved Lyngby Landboskole, navnlig
ved dens Højskoleafdeling. 1884 blev han antaget som Forstander
for Ryslinge Højskole, som han senere købte. I 43 Aar, til 1927,
stod han som Leder af Skolen, fra 1922 dog kun som Medforstander.
De første Aar var stormfulde nok. P. havde en førende Stilling
i Riffelbevægelsen, og Statsunderstøttelsen fratoges Skolen i
nogle Aar. Men Elevtallet steg fra Aar til Aar, og nye Bygninger
rejstes, præget af P.s Sans for Stil og Skønhed; efter 1910 havde
Skolen i mange Aar, baade Sommer og Vinter, over 200 Elever.
I 32 Aar (1891—1916, 1920—27) var P. Formand for Foreningen
for Højskoler og Landbrugsskoler, og ved Højskolemøder her
hjemme og i Nordens andre Lande repræsenterede han — ogsaa
af Ydre statelig og rank — værdigt og smukt den danske Højskole.
1927—29 var han Statens Tilsynsførende ved Højskoler og Landbrugsskoler.
Efter sin Afsked med Ryslinge bosatte han sig 1929
i Farum.
P. var Sjælen i det rige Skoleliv i Ryslinge. Sine Foredragsemner
hentede han især fra Verdenshistorien, og navnlig det folkeopdragende
i Historien lagde han Vægt paa. Hans Foredrag sigtede altid
paa i Historiens Lys og ved dens Vejledning at belyse Livsspørgsmaal
for den enkelte og Samfundsspørgsmaal, der har Bud til alle.
Tung kunde hans Tale falde, men Kraften og Sandheden i hans
Vidnesbyrd greb de unge. Han kunde ogsaa deltage i Ungdommens
festlige Samvær. Fra sin store, smukke Stue, hvis Stil og
Skønhed passede saa vel til hans Skikkelse, kunde han til den ene
Side se glad Ungdom færdes i Skolegaarden, og til modsat Side
laa Kirkegaarden lige uden for hans Vinduer: Livet og Døden,
Glæde og Alvor, han kendte disse Modsætninger, og hans Tale og
Færd prægedes deraf. Mandigt og myndigt tog han med Mund og
Pen Del i Drøftelsen af Dagens Spørgsmaal. Selv højt op i Aarene
holdt han sig ung i Sind og vrængede ikke gnavent ad det nye, som
kom frem, men søgte at forstaa og vurdere det. Han havde i en