Bind 18 - Rosekamp

Ploug, Carl. 413
Arbejder- og Vælgerforening (1883—93) og for Højres Repræsentantskab
var et Midtpunkt i det konservative Parti.
I P.s politiske Udviklingslinie saa hans Modstandere et Frafald
og lod ham det høre i de skarpeste Ord. Med meget ringe Ret.
P. gennemgik den almene nationalliberale Udvikling, og ifølge hele
sin Natur gennemgik han den til Bunds. Han havde været Tilhænger
af den almindelige Valgret, men i Virkeligheden aldrig
egentlig Demokrat. Det folkelige var for ham aldrig det menigmandige,
og sociale og økonomiske Udviklingslinier interesserede
ham saare lidt. Hans Statsbegreb fandt sig bedre til rette hos
Estrup end hos Det forenede Venstre, og han bevarede i sin Dom
om Ret og Uret en ubrudt Linie. Han var Akademikeren og saa
sin naturlige Fjende i det »seminaristiske Sludder«, han fandt regerende
i Venstre.
En selvstændig og meget væsentlig Side af P.s Politik og Journalistik
var hans Skandinavisme. Han har ikke skabt den skandinaviske
Bevægelse her hjemme, men han var i flere Aartier dens
Bannerfører, og hans Navn er uløseligt knyttet til den. Ogsaa som
Digter ydede han den af sin bedste Høst. Allerede 1839 deltog han
i et Møde med skandinaviske Studenter, og han bevarede i de
følgende Aar Forbindelsen med dem. Ved Studentermødet Maj
1842, hvor han ikke selv var til Stede, sang man hans berømte
Sang »Længe var Nordens herlige Stamme« — den stammede oprindelig
fra Studenterkomedien »Kjærlighed under Karantæne« —
og under Mødet i Sverige 1842 holdt P. i Kalmar en skandinavisk
Programtale med Forslag om et folkeligt Forbund mellem de tre
Riger og uddybede siden i Uppsala Tanken videre. Paa Foranledning
af den russiske Gesandt blev P. sat under Tiltale, men frifundet.
I det nystiftede Skandinaviske Selskab og ved den aarlige
Nordiske Højtid i Studenterforeningen virkede han i de følgende
Aar som Bevægelsens Taler og Digter. Udviklingen over for Tyskland
og Begivenhederne 1848 gjorde nu, at det politiske Moment
i Skandinavismen, der oprindelig ikke var stærkt betonet, traadte
mere og mere frem, og P. er den nationalliberale Politiker, der
naaede længst i saa Henseende. Det stærke dynastiske Præg, hans
Eningstanke til Tider fik, er næppe uden Forbindelse med det
ofte spændte Forhold mellem ham og Kongehuset. Ved Uppsalamødet
1856 erklærede han, at det 1848 kun havde kostet Kong
Oskar et Ord, og den danske Krone havde siddet paa hans Hoved.
I sin samtidige Redegørelse til den svenske Konge udtalte han sig
for en dynastisk og reel Union mellem tre ligeberettigede Stater;
Kong Oskar var stemt for Tanken, men den modarbejdedes af den