Bind 18 - Rosekamp

Phister, Ludvig. 335
holdt Tjener og Ridehest og dyrkede Venus, til han blev en nøjsom,
loyal Borger, hvis Konservatisme endog var saa rodfæstet, at han
i ca. 50 Aar boede i samme Lejlighed, Rosenborggade 7, hvor
han døde. 1893 dikterede han Pjecen »Et Nødværge«, hvori han
lige saa skarpt som klogt og klart tog til Genmæle mod de Urigtigheder,
Fru Heiberg havde bragt til Torvs vedrørende ham og hans
Hustru i sine Memoirer. P. s Hukommelse var i Privatlivet usvækket og
hans vittige Fortælleevne stadig frisk. Hans Element var med Ironi at
udlevere til Latteren, og jo kløgtigere hans Offer indbildte sig at
være, desto ubarmhjertigere fremstillede han de komiske Sider.
Store Partier af Otto Zincks Bog »Joachim Ludvig Phister«, der
udkom kort efter hans Død, er et Diktat; saadan, som han her er
skildret, ønskede P. at gaa over i Historien. Interessen for Teatret
bevarede han til det sidste; saa længe Kræfterne slog til, overværede
han Generalprøverne, og Olaf Poulsen lyttede spændt til hans Dom.
P. er ubetinget den danske Skueplads' største Forvandlingskunstner.
Ved sin Korrekthed og sin sikre Smag var han en lykkelig
Modsætning til sin hyppige Medspiller, den geniale Improvisator
C. N. Rosenkilde. P.s Ansigt havde de klassiske Skuespillertræk, og
den bestandige Sitren og Glimten i hans Minespil vidnede om
hans intime Situationsfølelse. Ogsaa Haandbevægelserne var meget
talende. Som Henrik er det i Komedien, saadan var P. det bedste
Hovede paa Teatret uden Skruethed og Affektation og med et
sjældent skarpt Blik for sine Evner. Han vidste udmærket, at han
virkede forloren, naar han spillede den brave Kold i »Tordenskjold«,
og at Kr. Mantzius overgik ham i Fremstillingen af det
borgerligt-værdige og det martialske. Men medens andre Aktører
gav efter for Instinkter, Temperament og Følelser, stolede P. paa
sin Kløgt og sit Kendskab til Mennesker. Derfor var han for Søren
Kierkegaard den Skuespiller, der besad mindst Umiddelbarhed og
mest Refleksion. Den store Filosof beundrede Sammenhængen i
hans Karakterskildring, Studiet og Indfaldene, der altid var psykologisk
motiveret. Skulde man i hans Kunsts brogede Mangfoldighed
nævne den Egenskab, han i eminent Grad magtede, maatte
det, ogsaa efter Edv. Brandes' Mening, blive Forstanden: »P. kunde
spille alle dem, der narrer de andre, og alle dem, der bliver narrede,
Intriganten og den Intrigerede«. —Tit. Professor 1873. — R. 1852.
DM. 1867. F.M.G. 1884. — Mindetavle paa Huset Rosenborggade
7. — Tegning af J. V. Gertner 1845 (Fr.borg) og af Erik
Bøgh ca. 1845 (Teatermuseet). Maleri af F. Vermehren 1896
(Fr.borg), af J. V. Gertner 1863 (Kgl. Teater; Kopi af M. Vantore
i Teatermuseet), af Otto Bache 1872 som Jeppe, af D. Mo-