Bind 18 - Rosekamp

7«
Pedersen, Christiern.
i de latinske Ordsprog, medens den mærkeligt nok næsten intet
Hensyn tager til de danske; Nyerup har 1828 i sin Udgave erkendt,
at uden C. P. havde han næppe kunnet klare det latinske Element
i Bogen.
Over Louvain vendte C. P. i Foraaret 1515 hjem til sit Kanonikat
i Lund. Til Henlæggelse under St. Christophorus' Alter, ved
hvilket han gjorde Tjeneste som Alterpræst (vicarius perpetuus),
foretog han i Okt. 1516 sit første Køb af Bøndergods i Skaane og
var i April 1517 i Ærkebiskop Birgers Følge til Stede paa Herredagen
i Kalundborg; som et Pavebrev fra April 1524 oplyser, indførte
han, at Domkirkens Klokker ringede ved Middagstid, i hvilken
Anledning han fik bevilget ti Aars Aflad for dem, der under Ringningen
besøgte Kirken og bad Fadervor og Ave Maria. Litterært
var han i Aarene efter Hjemkomsten mest optaget af Arbejder vedrørende
Fædrelandets Historie, selv om en Del af det Materiale,
han byggede paa, sagtens er indsamlet under Opholdet i Paris.
Det var ikke noget ringe Foretagende, han indlod sig paa: en Oversættelse
af Saxo med Tillæg fra andre Kilder og Fortsættelse ned
til hans egen Tid. Saxooversættelsen, som han endnu 1534 haabede
at faa frem paa Tryk, er — fraregnet et Brudstykke (Braavallaslagets
Kæmperække) —gaaet tabt, og Dommen over den fra deres
Side, som har kendt den, lyder forskelligt; medens Vedel udtaler
sig nedsættende, fandt Mogens Madsen, at Saxo »ikke uden Held«
var overført paa Folkesproget, og samme Opfattelse havde Stephanius.
Af Tillægene er derimod en Del og af Fortsættelsen Hovedparten
bevaret gennem Afskrifter, som Vedel, Lyschander og Stephanius
lod tage til Brug for deres egne historiske Arbejder. Det
ses, at C. P. har gennemgaaet ikke saa faa franske, engelske og
tyske latinskrivende Historikere, men mærkeligst er, at han ogsaa
har haft Snorres Heimskringla og andre Sagaværker til Raadighed,
saa at han er den første danske Benytter af den islandske historiske
Litteratur, som kendes; da det er lidet sandsynligt, at han selv
skulde have behersket Oldsproget, er Stoffet sikkert lagt til Rette
for ham af andre, og med god Grund er der peget paa Erik Valkendorf
som Mellemmand. Hvorvidt C. P., hvad Eftertiden mente,
som Historieskriver har haft officielt Hverv i Egenskab af kgl.
Historiograf, er usikkert, men at Christian II. har virket tilskyndende,
turde være givet.
I Febr. 1522 blev C. P. Kansler hos Johan Weze, der s. M.
var valgt til Ærkebiskop i Lund, og indvikledes derigennem i
bitter Strid med Ærkesædets Godsbestyrer Hans Skovgaard, mod
hvem han, da Ærkebiskoppen i April 1523 fulgte Christian II. i