Bind 18 - Rosekamp

PhisUr, Ludvig. 333
og gav den nye, selvopfundne Træk. Helhedsindtrykket blev mere
sympatisk end i tidligere Fremstillinger med deres stærke Fremhævning
af Drankertilbøjeligheden og den raa Sanselighed; P. vilde
ikke vække Afsky, men Medfølelse og virke som en »vittig« Mand;
Jeppe i Baronens Skikkelse blev derfor komisk, men ikke raa; han
var sølle-forkuet over for Nille og rørende-skikkelig, da han tog
Afsked med Hjemmet. P. forsvarede denne moderate Opfattelse
i alle Enkeltheder — den psykologiske Begrundelse var altid hans
Styrke —, og hans Spil blev da ogsaa længe Forbilledet for al
anden Jeppe-Fremstilling Norden over. Georg Brandes kaldte ham
»Jeppes sande Defensor«, og Olaf Poulsen, der spillede Rollen tredive
Aar efter P.s Afgang, mente, at ingen Skuespiller i Verden kunde
variere Monologen i Sengen med større motiveret Livfuldhed end
P. Han var i øvrigt den første, der spillede Scenen en face for Tilskuerne,
hvorved hans geniale Mimik kom helt til sin Ret; tidligere
havde Sengen staaet langs Væggen, og derved blev Scenen spillet
i Profil.
»Ved Holberg har Phister vokset sig stor, i ham hans Geni sig
samled«, skrev Sophus Schandorph til Mindefesten ved hans Bortgang.
Men selv om P. gennem 52 Figurer er uløseligt knyttet til
Holbergs Komedier, omfatter dette Repertoire dog kun ca. en
Tolvtedel af de i alt 649 Roller, han gav Liv. Han var ikke alene
klassisk, men ogsaa i høj Grad sin Samtids Skuespiller, og mangfoldige
Figurer blev skrevet for ham. Mange mente, at P. kopierede
kendte Folk — saa rigtigt forstod han at ramme Typernes Generalnævner.
Ikke sjældent benyttede han sine Kolleger paa Teatret:
Bournonville blev til Adolf i »Adolf og Henriette«, Th. Overskou
til Fuldmægtigen i »Jeg skal giftes«; N. P. Nielsen var Baggrunden
for Mads i »Kærlighed uden Strømper«, og Syngemester Siboni
stod lyslevende som Cantarelli i »Klerkevænget«. C. Winsløvs Død
1834 begunstigede i høj Grad P.s Fremgang. De havde Fantasien
og Nøjagtigheden til fælles og den indtrængende Karakteristik.
P. overgik ham i Lune, men Winsløv havde Evner for det tragiske,
som P. savnede. I Heibergs, Hertz' og Hostrups Vaudeviller og
Lystspil levendegjorde P. et nationalt Galleri af morsomme og
karakteristiske Skikkelser, som senere Fremstillere førte videre.
Under et af hans Gæstespil i Norge (1839, 1843 og 1864) iagttog
Bjørnstjerne Bjørnson, at »P. var blevet skammeligt bestjaalet.
Vi ser jo nu, at her næppe har været én dansk Skuespiller, som
ikke har smuglet ind af hans Ejendele«. Hos Heiberg kreerede
han bl. a. Klokker Link i »Nej«, Niels i »Køge Huskors«, Mikkel i
»De Danske i Paris«, Vinter i »Et Eventyr i Rosenborg Have«, og