Bind 18 - Rosekamp

524
Poulsen, Frederik.
Afsnittene »Hjemme igen« (i »Rejser og Rids«) og »Hjemstavn« (i »Vi
vandrer —«), delvis danner Baggrunden for de to første Romaner
og bringer noget af det bedste i P.s skønlitterære Forfatterskab:
hans Børneskildringer. — Den tredie Gruppe bestaar af »Fra
Europas Foraar« (1921) — et Led i »Pios Vignetbøger« og en fortrinlig
og forelsket Gennemgang af oldgræsk Lyrik — og »Fra
stille Aftener« (1936), Resultater af vidtstrakt Læsning og Refleksioner
herover.
Niels Møller i Politiken 7. Marts 1926. The Manchester Guardian Weekly
June 8., 1923. The Daily News June 6., 1923. Car[ Dumekheu
Poulsen, Johannes, 1881—1938, Skuespiller, Sceneinstruktør. F.
17. Nov. 1881 i Kbh. (Holmens), d. 14. Okt. 1938 sst., begr. paa
Hulsig Strand. Broder til Adam P. (s. d.). Gift i° 27. Febr.
1908 i Kbh. (Helligg.) med Ingeborg Maria Hauge, f. 17. Juli
1880 i Kristiania (gift 2° med Grev Barrelet de Ricou, Paris),
D. af Grosserer Carl Andreas H. (1837—1900) og Anna
Abelone Kloed (1843—1902). Ægteskabet opløst. 2° 30. Juni
1917 i Birkerød med Sylvia Mizpah Pio, f. 29. Nov. 1878 i
Chicago, d. 24. April 1932 i Hellerup (gift 1° 1903 med
Lensgreve Eggert Christopher K. til Knuthenborg, 1882—1920),
D. af Socialistføreren Louis P. (s. d.). Ægteskabet opløst. 3 0 31.
Maj 1924 i Kbh. (Garn.) med Solodanserinde Ulla Iversen (se
Poulsen, Ulla).
P. havde altid villet være Skuespiller. Allerede som lille Purk
røbede han dramatiske Evner. Fru Heiberg lagde Mærke til hans
skiftende Udtryk, naar han sang sine smaa Viser, og Faderen
nærede heller ikke Tvivl om hans Talent. Privat og paa Kostskole
spillede P. Dilettantkomedie, bl. a. sammen med Broderen Adam,
og da de 1899 var blevet Studenter fra Birkerød og n. A. havde
taget Filosofikum, forberedte Faderen dem til Debut paa Dagmarteatret
(9. Nov. 1901), hvor P. spillede Filippo i »Renaissance«.
Heldigere Valg kunde næppe være truffet. Som en Fole sprang
»Dag« gratiøst omkring; P. var slet ikke teknisk dygtig, og der var
Træk ved hans Mund, Publikum først skulde vænne sig til, men han
interesserede alligevel ved Ungdommen og Charmen i sit Væsen
og den Stil, der var i hans Krop. Festlig og musikalsk var denne
Yngling, som ikke blot kunde synge, men ogsaa foredrage en Sang,
bedst, naar han akkompagnerede sig selv til Lut. Først virkede
han som en kaad Studenterskuespiller (Peter Ravn i »En Spurv
i Tranedans«), men det viste sig snart, at han ejede dybere Toner
og kunde karakterisere og træde ud af sin egen Individualitet.