Bind 18 - Rosekamp

46o Pontoppidan, Erik.
P. tog fat med Bibellæsninger og Husbesøg og stiftede et Præstekonvent,
hvis Medlemmer skulde samles om pastorale Emner til
Dygtiggørelse i deres Gerning netop som Sjælesørgere. Baade ved
sin vækkende Forkyndelse og ved de teologiske Anskuelser, han
fremsatte, blev han stemplet som Pietist og fik adskillige Fjender,
blandt dem Sognepræsten i Nordborg, senere Provst H. C. Brandt,
der paaførte P. en besk Strid, som nødte ham til at indhente
Erklæringer om sin lutherske Rettroenhed. 1727 udsendte han
»Heller Glaubens-Spiegel, in welchem die Kennzeichen der Kinder
Gottes vorgestellet werden«, en Andagtsbog, der har øst af mange
Kilder (Grossgebauers »Vægterstemme«, Pietismens forgrenede Inderlighedslitteratur,
reformerte Opbyggelsesbøger — særlig gør
Discipelforholdet til Lampe sig gældende — og engelske Dissentersskrifter)
og omtrent samtidig det lille Skrift: »Dialogus oder Unterredung
Severi, eines pseudorthodoxen Predigers, Sinceri, eines
Stadts-Secretairen und Simplicii, eines einfaltigen Burgers, betreffend
die Religion und Reinheit der Lehre«. I Samtalens Form vilde
P. klare Begreberne om den rette, oprigtige og personlige Tros
Karakter. Men under de smaa Landsbyforhold var de teologiske
Forskelle blevet personliggjort, og ingen kunde være i Tvivl om,
at P.s Skildring af Severus sigtede paa Brandt. Den i Forvejen
ubehagelige Strid om P.s Rettroenhed blev yderligere tilspidset
ved Dialogens personlige Brod. Den første Del af Konflikten jævnedes
paa den Maade, at P. 1728 lod sig bevæge til at underskrive
samtlige symbolske Bøger (altsaa ogsaa den ortodokse Konkordieformel)
som Læreforpligtelse, for saa vidt disse ikke stred mod den
hellige Skrift. Dette var et betinget Kompromis, som ikke kunde
skade P., men heller ikke gavne Brandt. Denne blev da ogsaa først
tilfredsstillet, da P., tvunget af Forholdene, gav ham en Undskyldning
for Dialogens Offentliggørelse.
Med uhyre Flid havde P. i disse Aar tillige kastet sig over Læsning
af topografiske og historiske Skrifter; gennem Kaldsfæller søgte
han at samle alle Slags historiske Oplysninger, og paa Grundlag
af sine Husbesøg gjorde han Optegnelser om Almuens Overtro,
Skikke og Talemaader. Som Frugter af disse Iagttagelser i Marken
udkom senere »Everriculum fermenti veteris« (1736, oversat af
J. Olrik 1923) og »Onde Ordsprog, som fordærver gode Sæder«
(1739). De to Skrifter har bevaret et for Folkemindeforskningen
vigtigt Stof, men Forfatterens direkte Hensigt med Udgivelsen var
at bekæmpe Overtro og Vantro. 1729 udgav han en lille topografisk
Beskrivelse af Kbh., »Memoria Hafniæ«, for at bevare Minderne
fra den gamle By, af hvilken en stor Del Aaret forud var