Bind 18 - Rosekamp

Peters, Carl. *59
til Etatsraad J. Th. Suhrs Gravmæle i Gentofte (begge Arbejder
1860), Frisen »Husdyrene i deres Forbindelse med Landbruget« i
Landbohøjskolens Forhal (1858), Alterdekoration med Relief og
tre Figurer til Marvede Kirke i Sorø Amt (1867), Figurerne Merkur
og Neptun til Toldbodens Indkørsel ved Esplanaden i Kbh. (1870),
Evangelisten Johannes i Slotskirken i Kbh. (1872), fem Figurer til
det saakaldte Marmorgalleri paa Fr.borg Slot (Venus, Mars, Merkur,
Diana og Aktæon, 1873) samt Apollo og Diana sst. (1879),
Fronton-Gruppen til det tekniske Selskabs Skole i Ahlefeldtsgade
(1882), tre Kolossalfigurer til Marmorkirken (Gregor den Store,
Paulus, Chrysostomos, 1884—85), Figurer og Relieffer til Altertavlen
i Viborg Domkirke (efter Tegning af H. Storck). De fleste
blev støbt i Metal, især Zink. Videre modellerede han adskillige
Portrætbuster (C. Flor, Marmor paa Rødding Højskole; kolossal
Bronzebuste af Lensgreve Preben Bille-Brahe til Svanholm Gods,
1856; kolossal Buste af H. V. Bissen til Akademiets Sørgefest for
denne 1868, nu i Aalborg Museum; Georg Carstensen, rejst i Tivoli
s. A.; J. C. Hostrup, udstillet 1879, Marmor 1880 paa Fr.borg; Veterinæren
H. C. Bendz, 1881, Marmor paa Landbohøjskolen). Hans
væsentlige Indsats maa imidlertid søges i en Række andre Værker. I
dansk Billedhuggerkunst hører P. til de fremtrædende Medlemmer
inden for den efter-Thorvaldsen'ske Generation, til dem, der fortsatte
Thorvaldsens Form for Klassicisme via H. V. Bissen med et
Tilskud af Freunds Haandværker-Præcision og løb Linen ud. P. er
mere nøjeregnende og præcisere i Behandling og Opfattelse af
Enkeltheder, intimere i sit Studium og mere hengiven til naturalistisk
Iagttagelse end Forgængerne (»En hvilende Hyrdedreng«,
1855, Hirschsprungs Samling). Men Thorvaldsens flydende Linierytmik
forsvinder, og Tilknytningen til den klassiske Oldtid udviskes
i denne Generation. Man søger mere perifere Motiver, lader
sig helst inspirere af Senantikken og foretrækker Metallet for Marmoret.
Karakteristiske er P.s Statuetter af Faunen, der har stjaalet
Vin, af den dansende Faun, som spiller paa Dobbeltfløjte (1852,
Kunstmuseet), af »Diogenes søgende et Menneske« (1875, Studenterforeningen)
og »Ahasverus paa Vandring« (1892, Hirschsprungs
Samling); fremdeles Statuerne af Ewald og Wessel (1879—80,
Marmor i Det kgl. Teaters Forhal), af Thorvaldsen (1866, hos
Udstillingskomiteen ved Charlottenborg; modelleret paa ny 1878,
Randers Museum) og af Willemoes (1879, Odense Museum; senere
Bronzeeksemplarer i Assens, rejst 1902, og paa Kbh.s Raadhus).
De viser det Lune og den stilfærdige Karaktersans, som kendetegner
Generationen, hvor den er bedst og mest sig selv.