Bind 18 - Rosekamp

5*6
Poulsen, Emil.
savnede P. Michael Wiehes sjælelige Ejendommelighed og hektiske
Glød, men overgik ham i kølig Ironi og antik Klarhed. Paa Overgangen
mellem to Tider i Teatrets Kunst stod P. som Hovedaktøren,
fordi han baade var Efterromantiker og Realist.
Denne Stilling bevarede P. sit Kunstnerliv til Ende. De Digtere,
hvorfra hans Genius især hentede sit Stof, var Shakespeare,
Moliére, Ibsen og Drachmann, derimod ikke Oehlenschlåger,
hvis deklamatoriske Ordrigdom kontrasterede med hans Klarhed
og Knaphed. Han var en Modsætning til Wilhelm Wiehe,
hvis besejrende naive Patos han manglede. P. udførte i alt
ca. 250 Roller og deraf hyppigst saadanne folkeyndede Figurer
som Molbechs Ambrosius (1878), hvortil alt var ham givet, Skønhed,
Mandighed, Mol-Tonen af dansk Natur, saaledes at Skikkelsen
i Historien staar som et typisk Billede fra vor Efterromantik;
endvidere Christian IV. i »Elverhøj« (1883), der ikke satte hans
Aand i Bevægelse, men hvori han talte Sproget bredt og myndigt
og derved i denne og lignende Roller dannede en Skole for Modersmaalets
Behandling, som siden genfandtes bl. a. hos Aug. Liebman,
Johs. Nielsen, Adam og Johs. Poulsen. Prokonsulen i »Fulvia«
(1881) og Prinsen af Danmark i »Der var engang —« (1887) hørte
ogsaa til P.s Sprogroller; der var Samhørighed mellem Drachmanns
Lyrik og P.s baade klangfulde og gennemtænkte Behandling deraf,
en typisk dansk Rytmik, vellydende og frodig, baaret af P.s mandige
Personlighed, der stod for Digterens indre Syn, da han skrev sin
Eventyrkomedie. Fribaaren Stolthed kunde han fremstille som
ingen anden i Samtiden, Karakteren, der hæver sig over Mængden;
Prins Henrik i »Kong Henrik IV.« var nok Falstaffs Drikkebroder,
men dog ved sin Persons Adel den fødte Kongesøn. Prinsen af
Danmark tabte ikke sin Overlegenhed under Prinsessens Haan eller
under Forklædningen, og Kong Erik i »Drot og Marsk« daarede
ved sin dæmoniske Magt og blev en Personifikation af den danske
Folkevisekonge; P. viste her, længe før Vilh. Herold, at der kan
ydes karakterfuld Skuespilkunst selv i en lyrisk Opera, hvor Vægten
lægges paa det vokale. Men det var ikke den lyriske Udfoldelse,
som gav P. Plads blandt Teatrets store Kunstnere; det var hans
Evner som Karakterskuespiller. Hos Shakespeare var det ikke
Romeos Elskov eller Hamlets Veghed, der udmærkede hans Spil,
men Shylocks flammende Had, navnlig det stumme Spil i Retssalen,
og Macbeths storladne Sorg over at fatte Svælget mellem
Villien og Kræfterne. I Moliéres Tartuffe udtrykte P. Hyklerens
Attraa i en dristig, hvæsende Diktion, og Jupiters bydende Begær
i »Amfitryon« omsatte P. i komisk Belysning, da han som Arnolphe