Bind 10 - Oktober

140 V. I. LENIN
velse, hverken i resolutionen eller i den forklarende tekst.
Det, der er almindelig kendt og ubestridt, har resolutionens
forfattere fundet tid og sted til at tale om — både om
»skånselsløs undertrykkelse af den borgerlige kontrarevolution
i Rusland« (med midler og metoder, der svarer
til den politik, som fører til tab af sovjetmagten?) og om
kampen mod alle moderate opportunistiske elementer i
partiet — men om det, der netop er omstridt, om det, der
netop vedrører det væsentlige i fredsmodstandernes stilling
— ikke en lyd!
Sælsomt. Overordentlig sælsomt. Resolutionens forfattere
har vel ikke tiet stille om dette, fordi de følte, at de
stod særlig svagt på dette punkt? Klart at udtale, hvorfor
(den internationale revolutions interesser kræver dette),
ville vel betyde at afsløre sig selv . . .
Hvordan dette end forholder sig, bliver det altså vor
sag at efterspore de argumenter, som resolutionens forfattere
kunne lade sig lede af.
Måske mener forfatterne, at den internationale revolutions
interesser forbyder en hvilken som helst fred med
imperialisterne? Denne opfattelse blev udtalt af nogle
fredsmodstandere på en konference i Petrograd, men den
blev kun støttet af et forsvindende mindretal af dem, der
var modstandere af en separat fred 2). Det er klart, at
denne opfattelse fører til benægtelse af Brestforhandlingernes
formålstjenlighed og til forkastelse af freden,
»selv« på betingelse af Polens, Letlands og Kurlands tilbagegivelse.
Det er indlysende, at disse anskuelser (der
forkastes af flertallet af fredsmodstanderne f.eks. i Petrograd)
er urigtige. Ud fra disse synspunkter kunne en
socialistisk republik, der ligger omgivet af imperialistiske
magter, ikke slutte økonomiske traktater eller
overhovedet eksistere, hvis den ikke flyver til månen.
Måske mener forfatterne, at den internationale revolutions
interesser kræver, at den får en opstrammer, og at
en sådan opstrammer kun kan være en krig og aldeles ikke
en fred, der jo kan give masserne indtryk af en slags
»legalisering« af imperialismen? En sådan »teori« ville
stå i direkte modstrid med marxismen, der altid har været
imod at give revolutioner »opstrammere«, fordi revolutionerne
udvikler sig, efterhånden som klassemodsætningerne,
der avler revolutionerne, tiltager i skarphed.
En sådan teori ville være ensbetydende med den opfattel-