Bind 10 - Oktober

4. SOVJETKONGRES 14.-16.3 1918 201
til Omsk og Tomsk. Værre endnu, den største ulykke bestod
i, at Napoleon tvang de besejrede folk til at afgive
hjælpetropper til sine egne krige. Men da situationen ikke
desto mindre udviklede sig sådan, at de tyske folk måtte
udholde erobrerens stormløb på et tidspunkt, hvor de revolutionære
kriges epoke i Frankrig afløstes af de imperialistiske
erobringskriges epoke, da afsløredes klart det,
som de folk ikke vil forstå, der har hengivet sig til fraser
og som fremstiller fredsundertegnelsen som et fald. Set
med den adelige duellants øjne er denne psykologi forståelig,
men ikke set med arbejderens og bondens øjne.
Den sidste har gennemgået krigens hårde skole og har
lært at drage slutninger. Der har også været hårdere prøvelser,
som mere tilbagestående folk er kommet igennem.
Det er sket, at en endnu hårdere fred er indgået, og
den blev indgået af tyskerne i en tid, da de ikke havde nogen
hær, eller da deres hær var syg, som vores er nu. De
indgik den hårdest tænkelige fred med Napoleon. Og denne
fred betød ikke Tysklands fald, tværtimod, den blev et
vendepunkt, et nationalt forsvar og et nationalt opsving.
Også vi står foran et sådant vendepunkt, også vi gennemlever
lignende forhold. Vi må se sandheden i øjnene og afvise
fraser og deklamationer. Vi må sige, at når det er
nødvendigt, bliver vi nødt til at slutte fred. Befrielseskrig,
klassekrig og folkekrig vil indtage napoleonskrigenes
plads. Napoleonskrigenes system vil ændre sig, fred
vil afløse krig, krig afløse fred, og af hver ny hård fred er
der altid udsprunget en mere omfattende forberedelse til
krig. Den hårdeste af fredstraktaterne, Tilsitfreden, indgik
i historien som et vendepunkt på et tidspunkt, da et
omsving indtrådte i det tyske folk, da det trak sig tilbage
til Tilsit, helt til Rusland, men i virkeligheden vandt tid,
afventede, indtil den internationale situation, der havde
tilladt Napoleon, en røver af samme karat, som nu Hohenzollerne
og Hindenburg, at triumfere en tid, indtil situationen
ændredes, indtil det tyske folk, der var udmarvet
af årtiers napoleonskrige og nederlag, med bevidsthed
samlede sig og atter rejste sig til nyt liv. Netop det lærer
historien os, og netop derfor er enhver fortvivlelse og
frase forbryderisk, og derfor vil enhver sige: Ja, de gamle
imperialistiske krige er ved at gå til ende. Et historisk
omsving er begyndt.
Siden oktober har vor revolution været et stort triumf-