Bind 10 - Oktober

196 V. I. LENIN
mindre indre vaklen (der i hint spørgsmål var større, end
den er nu) løste dette spørgsmål således, at vi ikke havde
ret til at give efter for følelser, hvor stor vor indignation
og harme end var mod den nederdrægtige tredje duma,
men at vi måtte erkende, at der her ikke forelå en tilfældighed,
men en historisk nødvendighed i udviklingen af
klassekampen, som ikke længere havde de fornødne
kræfter, men som alligevel søgte at samle dem, selv under
de vanærende betingelser, der var blevet foreskrevet.
Det viste sig, at vi havde ret. De, der søgte at forlede os
med revolutionære fraser, forlede os med retfærdighed —
der jo er en overordentlig berettiget følelse — de fik en lærestreg,
der ikke vil blive glemt af en eneste bevidst tænkende
revolutionær.
Revolutioner foregår ikke så glat, at de kan sikre os et
hurtigt og let opsving. Der har ikke været en eneste stor
revolution, ikke engang inden for nationale rammer, der
ikke har gennemlevet en hård periode af nederlag, og
man skal ikke forholde sig sådan til alvorlige spørgsmål
som massebevægelser og revolutioner under udvikling,
at man som revolutionær ikke kan forsone sig med en
fred, samtidig med at man må kalde den skændig og nedværdigende.
Det er ikke nok bare at fremføre agitatoriske
fraser og overdænge os med tilrettevisninger i anledning
af denne fred — det er revolutionens alment kendte
abc, det er alle revolutioners alment kendte erfaring. Vi
har erfaringen fra 1905. Og når vi er rige på noget, når det
overhovedet skyldes noget, at det er tilfaldet den russiske
arbejderklasse og de fattigste bønder at påtage sig den
overordentlig vanskelige og særdeles ærefulde opgave at
påbegynde den internationale socialistiske revolution, så
er det netop fordi det i begyndelsen af det 20. århundrede
— takket være et særligt sammenfald af historiske omstændigheder
— lykkedes det russiske folk at gennemleve
to store revolutioner. Vi må så tage ved lære af disse revolutioner,
vi må kunne forstå, at det kun er ved at tage
ændringerne i klasseforbindelserne mellem denne og hin
stat i betragtning, at man vitterligt kan fastslå, at vi ikke
er i stand til at tage kampen nu. Det skal vi tage hensyn
til og sige til os selv: hvilket pusterum vi end får, hvor
ustabil, hvor kort, hård og nedværdigende freden end bliver,
er den bedre end krig, fordi den giver folkemasserne
mulighed for at puste ud, fordi den giver mulighed for at