Bind 10 - Oktober

170 V. I. LENIN
mede sig og kun var nogle få dagsmarcher fra byen,
mens de bedste matroser og Putilov-arbejdere stod alene
med hele deres storslåede entusiasme, dengang der opstod
et frygteligt kaos, en panik, der fik tropperne til at
flygte til Gatsjina, dengang vi oplevede, at vi tilbageerobrede,
hvad der aldrig var opgivet; det gik sådan til, at telegrafisterne
tog hen på stationen, satte sig til apparatet
og telegraferede: »Ikke en tysker her. Stationen besat af
os«. Nogle timer senere ringede man til mig fra trafikkommissariatet:
»Næste station besat. Vi marcherer
mod Jamburg. Ikke en tysker her. Telegrafisten indtager
sin post«. Sådanne ting har vi oplevet. Det er den virkelige
historie om denne elleve dages krig 10). Matroserne
og Putilov-arbejderne har beskrevet den for os. Vi må
indbyde dem til sovjetkongressen. Der kan de fortælle
sandheden. Det er en frygtelig bitter, krænkende, pinlig
sandhed, men den er hundrede gange nyttigere, den forstås
af det russiske folk.
Jeg overlader gerne til andre at sværme for den internationale
revolution over hele linjen, for den vil komme.
Alt vil komme til sin tid, men begynd nu med selvdisciplinen,
I må for enhver pris underordne jer, så at vi kan
få en mønstergyldig orden, så at arbejderne i det mindste
én time om dagen lærer at kæmpe. Det er en del vanskeligere
end at fortælle et smukt eventyr. Det er opgaven,
derved hjælper I den tyske revolution, den internationale
revolution. Hvor mange dages pusterum man har givet
os, ved vi ikke, men vi har det. Vi må endnu hurtigere demobilisere
hæren, thi den er et sygt organ, og i mellemtiden
vil vi støtte den finske revolution 11).
Ja, naturligvis bryder vi traktaten, vi har allerede
brudt den tredive-fyrre gange. Kun børn kan ikke forstå,
at der i en sådan epoke, hvor den lange, kvalfulde befrielsesperiode
begynder, som netop lige har skabt sovjetmagten,
og som har ført den gennem dens tre første udviklingsfaser
— kun børn kan ikke forstå, at der her må
føres en langvarig, forsigtig kamp. Den skændige fredstraktat
kalder til opstand, men når kammeraterne fra
Kommunist snakker om krig, appellerer de til følelserne,
men glemmer, at folk har bidt harmen i sig og ser rødt.
Hvad er det, de siger? »Aldrig vil en bevidst revolutionær
overleve dette, aldrig vil han gå med til denne skændsel«.
Deres avis bærer navnet Kommunist, men den burde bæ-