Bind 10 - Oktober

238 V. I. LENIN
kultiverede godsejer, atter andre den imperialistiske
stormagtspolitik og så videre og så fremdeles.
Det virkelig interessante i en epoke med store spring
er, at ophobningen af det gamles brokker, der undertiden
ophobes hurtigere end mængden af det nyes kim (der ikke
altid er synlige med det samme), kræver evne til at udskille
det væsentligste i begivenhedernes linje eller kæde.
Der gives historiske øjeblikke, hvor det for revolutionens
sejr er vigtigst af alt at ophobe så mange brokker som
muligt, dvs. at sprænge så mange gamle institutioner
som muligt; der gives øjeblikke, hvor der er blevet
sprængt tilstrækkeligt, og hvor det »prosaiske« (for den
småborgerlige revolutionære »kedelige«) arbejde med at
rense jorden for brokker stilles på dagsordenen; der gives
øjeblikke, hvor en omhyggelig pleje af det nyes kim,
der vokser op under brokkerne i en jord, der endnu er
dårligt renset for skærver, er vigtigst af alt.
Det er ikke nok at være revolutionær og tilhænger af socialismen
eller kommunist i det hele taget. Man må i ethvert
øjeblik kunne finde det særlige led i kæden, som
man må gribe fat i med al sin kraft for at fastholde hele
kæden og grundigt forberede overgangen til det næste
led, og man må huske, at leddenes følge, deres form, deres
forbindelse, deres indbyrdes forskelle ikke er så ligetil
og så banale i de historiske begivenheders kæde som i
en almindelig kæde, der er lavet af en smed.
Kampen mod den småborgerlige forvrængning af sovjetorganisationen
sikres ved den faste forbindelse mellem
sovjetterne og »folket«, dvs. de arbejdende og udbyttede,
og ved denne forbindelses smidighed og elasticitet.
Den fattige befolkning betragter aldrig de borgerlige parlamenter
som »sine egne« organer, end ikke i verdens
mest demokratiske, kapitalistiske republik. Men sovjetterne
er deres »egne«, det er ikke noget fremmed for arbejder-
og bondemasserne. De moderne »socialdemokrater«
af den slags som Scheidemann eller, hvad der næsten
er et og det samme, som Martov, føler sig lige så frastødt
af sovjetterne og lige så tiltrukket af et velanstændigt
borgerligt parlament eller en Konstituerende Forsamling,
som Turgenjev for 60 år siden følte sig tiltrukket af
en moderat monarkistisk og adelig forfatning og frastødt
af Dobroljubovs og Tjernysjevskijs bondedemokratisme.
Netop fordi sovjetterne står de arbejdendes »folk« så