Bind 10 - Oktober

4. SOVJETKONGRES 14.-16.3 1918 197
rette op på det, der er forvoldt af bourgeoisiet, som nu råber
op overalt, hvor det har mulighed for det, især under
tyskernes beskyttelse i de besatte områder. (Bifald.)
Bourgeoisiet råber op om, at bolsjevikkerne jo har opløst
hæren, at vi ikke har nogen hær, og det er bolsjevikkernes
skyld, men lad os kaste et blik tilbage, kammerater,
lad os først og fremmest se på vor revolutions udvikling.
Ved I måske ikke, at deserteringen og opløsningen i
vor hær begyndte længe før revolutionen, allerede i 1916,
at enhver, der har oplevet hæren, må erkende det? Og
hvad gjorde vort bourgeoisi for at hindre det? Er det måske
ikke klart, at det dengang havde den eneste chance
for at redde landet fra imperialisterne i hænde, at denne
chance var til stede i marts-april, da sovjetorganerne i en
håndevending kunne have taget magten fra bourgeoisiet?
Og havde sovjetterne taget magten dengang, og var den
borgerlige og småborgerlige intelligens sammen med
mensjevikkerne og de socialrevolutionære — i stedet for
at hjælpe Kerenskij med at bedrage folket, skjule de hemmelige
traktater og drive hæren til offensiv — dengang
kommet hæren til hjælp, havde forsynet den med våben
og levnedsmidler og tvunget bourgeoisiet til at hjælpe
fædrelandet under hele intelligensens medvirken — ikke
kræmmernes fædreland, ikke af hensyn til traktaterne,
der er med til at udrydde folket (bifald) — havde sovjetterne
i stedet tvunget bourgeoisiet til at hjælpe det arbejdende
folk og arbejdernes fædreland, hjulpet den lasede,
barfodede og sultne hær, kun da ville vi måske have fået
en ti hiåneders periode, tilstrækkelig til at lade hæren
hvile ud og give den enig støtte, således at den, uden at vige
et skridt fra fronten, kunne have foreslået en altomfattende
demokratisk fred efter at have brudt de hemmelige
traktater, men stadig have holdt sig ved fronten uden at
vige et eneste skridt. Heri lå chancen til en fred, som arbejderne
og bønderne kunne gå med til og billige. Det er
en taktik for fædrelandets forsvar, ikke Romanov'ernes,
Kerenskij'ernes eller Tjernov'ernes, ikke de hemmelige
traktaters fædreland eller det korrupte bourgeoisis fædreland,
men de arbejdende massers fædreland. Her ser
vi, hvem der førte det dertil, at overgangen fra krig til revolution,
og fra den russiske revolution til den internationale
socialisme foregår under så hårde prøvelser. Derfor
lyder forslaget om revolutionær krig som en i den grad