Bind 10 - Oktober

HVORDAN SKAL KAPPESTRIDEN ORGANISERES? 87
sere den i landsmålestok — for at forøge de organisatoriske
resultater; arbejderne og bønderne må klart forstå
forskellen mellem det lærde menneskes nødvendige råd
og den »jævne« arbejders og bondes nødvendige kontrol
med det sløseri, der er så almindeligt hos »lærde« folk.
Dette sløseri og sjuskeri, denne skødesløshed og unøjagtighed,
denne nervøse hast, denne tilbøjelighed til at
erstatte handling med diskussion, arbejde med snak, denne
tilbøjelighed til at tage fat på alt mellem himmel og
jord og ikke fuldføre noget, er en af de »lærde« folks egenskaber.
Disse egenskaber har på ingen måde rod i en slet
natur og endnu mindre i ondsindethed, men i alle disse
menneskers livsvaner, deres arbejdssituation, deres
overtræthed, i den unaturlige adskillelse mellem åndsarbejde
og fysisk arbejde osv., osv.
Blandt vor revolutions fejl, mangler og misgreb spiller
disse og lignende fejl en ikke ringe rolle. De er fremkaldt
af disse sørgelige — men på det givne tidspunkt uundgåelige
— egenskaber hos de intellektuelle i vore rækker og
af, at der fra arbejdernes side mangler tilstrækkelig kontrol
med de intellektuelles organisatoriske arbejde.
Arbejderne og bønderne er endnu »forsagte«. De må
frigøre sig fra denne forsagthed og vil utvivlsomt også gøre
det. Vi kan ikke undvære de lærde folks, de intellektuelles,
specialisternes råd og vejledning. Enhver nogenlunde
forstandig arbejder og bonde forstår dette udmærket,
og de intellektuelle i vore rækker kan ikke beklage
sig over mangel på opmærksomhed og kammeratlig agtelse
fra arbejdernes og bøndernes side. Men én ting er
råd og vejledning — en anden ting er organiseringen af
praktisk registrering og kontrol. De intellektuelle giver
meget ofte udmærkede råd og vejledninger, men er
»hjælpeløse« indtil det latterlige, indtil det utrolige, ja
skammelige, ude af stand til at anvende disse råd og vejledninger,
til at gennemføre en praktisk kontrol med, om
ordene også bliver omsat i handling.
Her er det, at man under ingen omstændigheder kan
undvære de praktiske organisatorers hjælp og førende
rolle, organisatorer, der er kommet fra »folket«, fra arbejderne
og de arbejdende bønder. »Det er ikke guderne,
der er pottemagere« — denne sandhed må arbejderne og
bønderne først af alt indprente sig. De må forstå, at nu
kommer alt an på praksis, at netop dét historiske tids-