Bind 10 - Oktober

SÆLSOMT OG UHYRLIGT 143
os; de talte ikke om, at deres nationale politiske institutioner
havde »rent formel« betydning. De gav ikke op og
lod sig ikke gribe af følelsen: »Vi går jo alligevel under«.
De skrev under på fredstraktater, som uden sammenligning
var langt hårdere, brutalere, mere skændige og undertrykkende
end Bresttraktaten, derefter forstod de at
vente, de bar standhaftigt erobrerens åg, kæmpede igen,
kom igen under erobrerens åg, skrev under på de mest
oprørende fredstraktater, rejste sig igen og befriede sig
til syvende og sidst (ikke uden at udnytte striden mellem
de stærkere erobrere, der konkurrerede indbyrdes).
Hvorfor kan noget lignende ikke gentage sig i vor historie?
Hvorfor skal vi falde hen i fortvivlelse og skrive resolutioner,
der så sandelig er langt skændigere end den skændigste
fred — resolutioner om »sovjetmagten, der nu bliver
noget rent formelt« ?
Hvorfor kan de hårdeste militære nederlag i kampen
mod den moderne imperialismes giganter ikke også i
Rusland stålsætte folkekarakteren, styrke selvdisciplinen,
gøre det af med praleri og frasemageri, lære udholdenhed
og føre masserne til den rigtige taktik, som prøjserne
fulgte, da de blev undertrykt af Napoleon: skriv under
på de skændigste fredstraktater, når du ikke har en
hær, saml kræfter og rejs dig atter og atter!
Hvorfor skal vi falde hen i fortvivlelse over den første
uhørt tunge fredstraktat, når andre folk har været i stand
til roligt at bære selv de værste lidelser?
Er det standhaftigheden hos proletaren, som ved, at
man må underkaste sig, når man ingen kræfter har, og
som bagefter ikke desto mindre er i stand til trods alt at
rejse sig atter og atter og samle kræfter under alle omstændigheder
— er det standhaftigheden hos proletaren,
der svarer til denne desperate taktik, eller er det den
småborgerlige karakterløshed, som i vore venstre-socialrevolutionæres
skikkelse har slået alle rekorder med hensyn
til fraser om revolutionær krig?
Nej, kære »yderliggående« kammerater fra Moskva!
Hver dag vil med sine prøvelser netop støde de mest klassebevidste
og konsekvente arbejdere bort fra jer. Sovjetmagten,
vil de sige, er ikke og vil ikke blive noget formelt,
hverken når erobreren står i Pskov og pålægger os
en erstatning på 10 milliarder, der skal udredes i korn,