Bind 10 - Oktober

178 V. I. LENIN
tersborg lettere, vi har allerede gjort den lettere. Det er
en kendsgerning. Da kammerat Trotskij fremsætter nye
krav: »Lov, at I ikke vil undertegne en fred med Vinnitjenko«,
så siger jeg, at jeg under ingen omstændigheder
vil påtage mig en sådan forpligtelse 19). Hvis kongressen
ville påtage sig denne forpligtelse, så vil hverken jeg eller
en af mine ligesindede påtage sig ansvaret for dette. I stedet
for en klar manøvreringslinje — at trække sig tilbage,
når det er muligt, af og til angribe — skulle dette betyde
at binde sig på ny gennem formel beslutning. I en krig må
man aldrig binde sig ved formelle overvejelser. Det er
latterligt ikke at kende krigshistorien, ikke at vide, at en
traktat er et middel til at samle kræfter: jeg har allerede
henvist til Prøjsens historie. Nogle tænker fuldstændigt
som børn: har vi undertegnet traktaten, så har vi solgt os
til satan og er gået lige i helvede. Det er helt enkelt latterligt,
eftersom krigshistorien ganske klart viser, at undertegnelsen
af traktaten efter et nederlag er et middel til at
samle kræfter. I historien findes der tilfælde, hvor den
ene krig følger den anden, alt det har vi glemt, vi ser, den
gamle krig forvandles til. . . Hvis I vil, kan I for altid binde
jer gennem formelle overvejelser og så give de ansvarlige
poster til de venstre-revolutionære. Vi påtager
os ikke ansvaret for dette. Der er i denne forbindelse ikke
det fjerneste ønske om spaltning. Jeg er overbevist om,
at livet vil belære jer. Den 12. marts — altså om nogle få
dage — modtager I et omfangsrigt materiale 20).
Kammerat Trotskij siger, at det bliver forræderi i ordets
fulde betydning. Jeg vil hævde, at det er et fuldstændigt
forkert standpunkt. For at vise det konkret, vil jeg
komme med et eksempel: to mennesker går på vejen og
overfaldes af ti mennesker, den ene kæmper, den anden
løber, det er forræderi; men lad os antage, at vi har to hære;
den ene hær bliver omringet af 200.000 mand, den anden
skal komme den til hjælp, men den ved, at 300.000
mand er placeret således, at der opstår en fælde: kan
man så komme til hjælp? Nej, det kan man ikke. Det er
ikke forræderi, det er ikke fejhed: en simpel forøgelse af
antallet har ændret alle begreber, enhver militærperson
ved det, det drejer sig ikke om en personlig opfattelse:
når jeg handler sådan, skåner jeg min hær. Lad den anden
blive taget til fange, jeg fornyr min, jeg har forbundsfæller,
jeg vil vente på, at forbundsfællerne kommer. Kun