Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 175
væsentlig sætning. (Bifald.) Han sagde, at Lenin afstår
rum for at vinde tid. Det er næsten en filosofisk betragtning.
Denne gang gik det sådan, at kammerat Rjasanov
har udtrykt en helt alvorlig sætning, i sandhed en sætning
der udtrykker det væsentlige i sagen: jeg vil afstå rummet
til den faktiske sejrherre for at vinde tid. Det er det,
det drejer sig om, og kun det. Alt det øvrige er kun snak:
nødvendigheden af en revolutionær krig, bøndernes rejsning
osv. Når kammerat Bukharin fremstiller sagen sådan,
at der ikke kan være to meninger om muligheden for
krig og siger: »Spørg en hvilken som helst militær« (jeg
har noteret hans ord), hvis han stiller spørgsmålet sådant,
at han vil spørge den første den bedste militær, så
svarer jeg ham: en sådan hvilken som helst militær var
en fransk officer 14), som jeg havde en samtale med. Denne
franske officer, der naturligvis så på mig med et vredt
blik — jeg havde jo solgt Rusland til tyskerne — sagde:
»Jeg er royalist, jeg er tilhænger af monarkiet i Frankrig
— tilhænger af Tysklands nederlag, tro ikke, at jeg er tilhænger
af sovjetmagten — hvordan kunne man også tro
det, når han er monarkist — men jeg er for, at De undertegner
traktaten i Brest, for det er nødvendigt«. Der har I
jeres »spørg en hvilken som helst militær«. Enhver militær
må sige det, jeg har sagt: vi må undertegne traktaten
i Brest. Hvis det nu fremgår af Bukharins tale, at vore
meningsforskelle er blevet meget mindre, så er det fordi
hans tilhængere har skjult hovedpunktet i meningsforskellene.
Når nu Bukharin tordner mod os for, at vi skulle have
demobiliseret masserne, så har han absolut ret, kun tordner
han mod sig selv, ikke mod os. Hvem har bragt denne
grød ind i centralkomiteen? De, kammerat Bukharin.
(Latter.) Hvor meget De end råber »nej«, sandheden
kommer frem: vi er blandt kammerater, vi er på vor
egen partikongres, der er intet at skjule, og vi må sige
sandheden. Og sandheden er den, at i centralkomiteen
var der tre strømninger. 17. februar undlod Lomov og Bukharin
at stemme. Jeg har bedt om, at afstemningen skal
kopieres og mangfoldiggøres, for at ethvert partimedlem
har mulighed for i sekretariatet at gøre sig bekendt med
afstemningen, med den historiske afstemning 21. januar,
der viser, at det var dem, der vaklede, og vi vaklede ikke
det mindste, vi sagde: »Lad os acceptere freden i Brest —