Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 159
tiske røvergrupper var i stand til med det samme at gå
løs på den anden og heller ikke kunne samle sig imod os —
kun dette moment i de internationale politiske og økonomiske
forhold var det, vor revolution kunne udnytte og
virkelig udnyttede til at iværksætte dette strålende
triumftog gennem det europæiske Rusland, trænge igennem
til Finland og påbegynde erobringen af Kaukasus og
Rumænien. Kun derved forklares det, at der i vort partis
førende kredse, blandt partifunktionærerne, dukkede intellektuelle
overmennesker op, som lod sig rive med af
dette triumftog og sagde: den internationale imperialisme
klarer vi sagtens; der vil vi også opleve et triumftog;
der er der ikke vanskeligheder af betydning. Her har vi
divergensen angående den objektive stilling for den russiske
revolution, som kun midlertidigt kunne benytte sig
af, at den internationale imperialisme var kommet til et
dødt punkt, at den maskine midlertidigt standsede, som
skulle have kørt frem mod os, ligesom et jernbanetog kører
mod en trækvogn og smadrer den; men maskinen
standsede, fordi to røvergrupper var stødt sammen. Hist
og her voksede den revolutionære bevægelse, men i alle
imperialistiske lande uden undtagelse var den for det meste
på begyndelsesstadiet. Dens udviklingstempo var slet
ikke det samme som hos os. For enhver, der har fordybet
sig i de økonomiske forudsætninger for den socialistiske
revolution i Europa, måtte det stå klart, at det i Europa
er langt vanskeligere at begynde på revolutionen, og at
det hos os er langt lettere at begynde end i Europa, men
vanskeligere at føre den videre. Denne objektive situation
har ført til, at der forestod os en usædvanlig vanskelig
og skarp vending i historien. Fra det uafbrudte triumftog
i oktober, november og december på vor indre front
mod vor kontrarevolution, mod sovjetmagtens fjender,
måtte vi gå over til fægtningen mod selve den internationale
imperialisme, der er os absolut fjendtligsindet.
Triumftogets periode var forbi, og vi stod overfor en periode,
hvor situationen var usædvanlig vanskelig og trykkende,
og den kunne man naturligvis ikke klare med ord
og med strålende paroler — hvor behageligt dette end ville
have været — for vi havde i vort ruinerede land frygteligt
udmattede masser, som var nået til det stadium, at
de på ingen måde kunne kæmpe videre, og som i den grad
var lammet af tre års pinefuld krig, at de var blevet gan-