Bind 10 - Oktober

162 V. I. LENIN
ne måtte jo vise, at tyskerne vil angribe, at det tyske
samfund endnu ikke i så høj grad går svanger med revolutionen,
at den kan udbryde straks, og man kan ikke lægge
de tyske imperialister til last, at de ikke ved deres optræden
fremmede dette udbrud, eller som nogle af vore
venner, der regner sig for at være venstrefolk, udtrykker
sig — ikke forberedte en sådan situation, at tyskerne ikke
er i stand til at angribe. Når man fortæller venstrefolkene,
at vi ingen hær har, at vi var nødt til at demobilisere
— vi var nødt til det, skønt vi på ingen måde havde glemt,
at der ved siden af vort fredelige husdyr ligger en tiger —
så ønsker de ikke at forstå det. Selv om vi var nødt til at
demobilisere hæren, havde vi dog på ingen måde glemt,
at man ikke kan gøre ende på krigen ved, at den ene part
giver ordre til at stikke bajonetten i jorden.
Hvorledes gik det i det hele taget til, at ikke en eneste
strømning, at ikke en eneste retning, ikke en eneste organisation
indenfor vort parti var imod denne demobilisering?
Havde vi da fuldstændig mistet forstanden? På ingen
måde. Officerer, som ikke var bolsjevikker, sagde allerede
før oktober, at hæren ikke var i stand til at kæmpe,
at man ikke kunne holde sammen på den ved fronten blot
nogle uger. Efter oktober blev dette øjensynligt for enhver,
som ønskede at se kendsgerningerne, den sørgelige,
bitre virkelighed i øjnene, og som ikke vil krybe i skjul eller
trække huen ned over øjnene og klare sig med stolte
fraser. Der var ingen hær, det var umuligt at holde sammen
på den. Det bedste, man kunne gøre, var hurtigst
muligt at demobilisere den. Den er en syg del af organismen,
som har udstået utrolige lidelser, den er slidt op i
krigens trængsler, som den mødte teknisk uforberedt og
kom ud af i en sådan tilstand, at den ved ethvert angreb
bliver grebet af panik. Det kan man ikke bebrejde folk,
der har udstået så utrolige lidelser. I hundreder af resolutioner
har vi lige fra den russiske revolutions første periode
ganske åbent sagt: »Vi drukner i blod, vi er ude af
stand til at kæmpe«. Man kunne kunstigt udskyde krigens
ophør, man kunne anvende Kerenskijs svindlermetoder,
man kunne udsætte afslutningen nogle få uger, men den
objektive virkelighed banede vej. Hæren er en syg del af
den russiske statsorganisme, og den kan ikke længere bære
denne krigs byrder. Jo hurtigere vi demobiliserer den,
jo hurtigere den opsuges i de dele af organismen, som