Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 163
endnu ikke er så syge, des hurtigere vil landet være rede
til nye, tunge prøvelser. Det var det, vi følte, da vi enstemmigt,
uden ringeste protest traf den fra et udenrigsk
synspunkt tåbelige beslutning at demobilisere hæren.
Dette var et rigtigt skridt. Vi sagde: at ville holde sammen
på hæren er en letsindig illusion. Jo hurtigere vi demobiliserede
hæren, des hurtigere ville hele samfundsorganismens
helbredelse begynde. Derfor var det en så
grov fejl, en så bitter overvurdering af begivenhederne,
når man kom med denne revolutionære frase: »Tyskerne
er ikke i stand til at angribe«, hvad der førte til den næste:
»Vi kan erklære krigstilstanden for afsluttet: Hverken
krig eller undertegnelse af nogen fred«. Men hvis nu
tyskerne angriber? »Nej, de er ikke i stand til at angribe«.
I har ikke ret til at sætte den internationale revolutions
skæbne på spil, derimod til at stille det konkrete
spørgsmål: Vil det ikke vise sig, at I har været den tyske
imperialismes håndlangere, når det øjeblik indtræder?
Vi derimod, som alle siden oktober 1917 har været forsvarsvenner
og anerkender fædrelandsforsvaret — vi ved
alle, at vi har brudt med imperialisterne, ikke blot i ord,
men i gerning: vi har sønderrevet de hemmelige traktater
5), vi har besejret vort eget bourgeoisi og foreslået en
åben og ærlig fred, således at alle folk kunne se alle vore
hensigter i praksis. Hvorledes har folk, der virkelig stod
på det standpunkt, at sovjetrepublikken skulle forsvares,
kunnet gå med til denne halsløse gerning, som har båret
sine frugter? Men det er en kendsgerning, thi den hårde
krise, som vort parti oplever i forbindelse med dannelsen
af »venstre«-oppositionen i partiet, er en af de heftigste
kriser, den russiske revolution har oplevet.
Denne krise vil blive overvundet. Hverken vort parti eller
vor revolution vil under nogen omstændigheder brække
halsen på grund af krisen, selv om dette på et vist tidspunkt
var særdeles nærliggende, særdeles muligt. En garanti
for, at vi ikke vil brække halsen på dette spørgsmål,
er, at i stedet for den gamle metode til løsning af fraktionsstridigheder,
den gamle metode, som bestod i en
uendelig mængde litteratur og diskussioner, i et rigeligt
antal spaltninger — i stedet for denne gamle metode har
begivenhederne bibragt folk en ny metode at lære på.
Denne metode består i, at man efterprøver alt ved hjælp
af kendsgerningerne, begivenhederne, verdenshistoriens
12* Lenin 10