Bind 10 - Oktober

4. SOVJETKONGRES 14.-16.3 1918 193
derskrivelsen af freden blot skulle være sket af hensyn til
de udmattede bondemasser og deklasserede soldaters interesser
osv. osv. Og jeg har altid, når jeg har mødt den
slags henvisninger og den slags påstande, undret mig
over, hvordan kammeraterne kan glemme den klassemæssige
målestok i den nationale udvikling. De folk laver
sig udelukkende deres egne forklaringer. Som om proletariatets
parti, da det tog magten, ikke forud havde regnet
med, at kun forbundet mellem proletariatet og halvproletariatet,
dvs. de fattigste bønder, dvs. bondeflertallet
i Rusland, at kun et sådant forbund er i stand til at give
de revolutionære sovjetter magten i Rusland, at kun flertallet,
det virkelige folkeflertal kan gøre det, at ethvert
forsøg på at oprette magten, især under vanskelige omsving
i historien, er meningsløst, uden dette. Som om
man nu kunne komme uden om denne sandhed, som vi alle
har erkendt, og klare sig med ringeagtende påstande
om bøndernes og de deklasserede soldaters udmattede
tilstand. Om bøndernes og de deklasserede soldaters tilstand
må vi sige, at landet, at de fattigste bønder kun kan
yde modstand i det omfang, disse fattige bønder er i stand
til at sende deres kræfter i kamp.
Da vi tog magten i oktober var det klart, at begivenhedernes
forløb uundgåeligt ville føre til dette, at omsvinget
til bolsjevisme i sovjetterne ville betyde et omsving i hele
landet, at bolsjevismens magt ville være uomgængelig.
Da vi i erkendelse af det besluttede at tage magten i oktober,
sagde vi helt klart og tydeligt os selv og hele folket,
at det drejer sig om magtens overgang til proletariatet og
de fattigste bønder, at proletariatet ved, at det støttes af
bønderne — i hvad, ved I selv: i dets aktive kamp for
fred, i dets beredthed til at fortsætte den videre kamp
mod den store finanskapital. Heri tager vi ikke fejl, og ingen,
hvis tankegang er blot en smule knyttet til klassekræfter
og klasserelationer, kan lade sig bortlede fra den
ubestridelige sandhed, at vi ikke kan forlange af et småbondeland,
der har givet den europæiske og internationale
revolution så meget, at det skal kæmpe på disse hårde,
ja hårdest tænkelige betingelser, hvor hjælpen fra det
vesteuropæiske proletariat ganske vist utvivlsomt er på
vej til os — det har kendsgerningerne, strejkerne osv.,
vist — men hvor denne hjælp, på vej til os uomtvisteligt
er forsinket. Netop derfor siger jeg, at disse henvisninger
13* Lenin 10