Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 177
men da I fulgte den forkerte strategi, har vi kun haft fem
dages pusterum — men selv det er godt. Krigshistorien
viser, at for at holde en i panik flygtende hær tilbage, er
dage undertiden tilstrækkeligt. Den, der ikke går med til
at underskrive den djævelske fred nu, er en frasemager
og ikke en strateg. Det er den bitre sandhed. Da centralkomitémedlemmer
skrev til mig: »demonstration af
afmagt«, »forræderi« — var det de mest skadelige, tomme,
barnagtige fraser. Vi demonstrerede vor afmagt
ved at forsøge at føre krig, da man ikke måtte demonstrere,
da et angreb mod os var uundgåeligt. Hvad angår bønderne
fra Pskov, så henter vi dem til sovjetkongressen,
for at de kan fortælle om, hvordan tyskerne opfører sig,
for at de skal skabe en stemning, hvor den panikslagne
soldat begynder at komme sig og siger: »Ja, nu har jeg
forstået, at det ikke er den krig, bolsjevikkerne har lovet
at standse — det er en ny krig, som tyskerne fører mod
sovjetmagten«. Så indtræder helbredelsen. Men I stiller
et spørgsmål, som ingen kan svare på. Ingen ved, hvor
langt pusterummet er.
Videre må jeg berøre kammerat Trotskijs standpunkter.
I hans virksomhed må man skelne mellem to sider:
da han indledte forhandlingerne i Brest og udnyttede
dem fortræffeligt i agitationen, var vi alle enige med
kammerat Trotskij. Han citerede en del af samtalen med
mig, men jeg tilføjer, at vi havde aftalt, at vi skulle holde
stand indtil tyskernes ultimatum og kapitulere efter ultimatummet.
Tyskerne bluffede os: ud af syv dage stjal de
fem. 17). Trotskijs taktik var rigtig, så længe den gik ud på
at trække sagen i langdrag: den var forkert, da krigstilstanden
blev erklæret for afsluttet, men freden ikke undertegnet.
Jeg foreslog aldeles bestemt at undertegne
freden. En bedre fred end Brest-freden kunne vi ikke få.
Det er klart for alle, at vi så ville have haft et pusterum
på en måned, at vi ikke havde tabt. Eftersom historien
har forkastet det, så betaler det sig ikke at erindre om
det, men det er latterligt, når Bukharin siger: »Livet vil
vise, at vi har ret«. Jeg har ret, for jeg skrev allerede om
dette i 1915: »Man må forberede sig på at føre krig, den er
uundgåelig, den kommer, den vil komme« 18). Men vi
måtte tage imod freden og ikke råbe unødigt op. Freden
må man så meget desto mere tage imod, da krigen kommer,
og nu kan vi i det mindste gøre evakueringen af Pe-
12* Lenin 10