Bind 10 - Oktober

4. SOVJETKONGRES 14.-16.3 1918 191
klasse til den anden og overvandt kompromismageriet
mellem klasserne i dette samme Rusland, denne periode
kunne historisk kun eksistere, fordi verdensimperialismens
største røvergiganter midlertidigt måtte indstille
deres angrebsbevægelse mod sovjetmagten. Revolutionen,
som på få dage styrtede monarkiet, på få måneder
udtømte alle forsøg på kompromismageri med bourgeoisiet
og på få uger overvandt enhver modstand fra bourgeoisiet
i borgerkrigen, denne revolution, den socialistiske
republiks revolution, kunne kun klare sig blandt
imperialistiske magter, omgivet af verdensrøvere, side
om side med den internationale imperialismes rovdyr, så
længe bourgeoisiet befandt sig i et indbyrdes favntag på
liv og død og dermed var lammet i sit angreb på Rusland.
Og så begyndte den periode, vi må føle så tydeligt og
hårdt, perioden med de hårdeste nederlag og de tungeste
prøvelser for den russiske revolution, perioden hvor vi i
stedet for hurtigere, direkte og åbne angreb på revolutionens
fjender må lide de hårdeste nederlag og vige for en
umådeligt større styrke end vor egen, for den internationale
imperialisme og finanskapitals styrke, for en styrke
af militær magt, som hele bourgeoisiet med dets moderne
teknik og hele organisation har smedet mod os for at røve,
undertrykke og kvæle de små folkeslag. Vi måtte finde
frem til en afvejning af kræfterne, vi måtte give os i
kast med en umådelig vanskelig opgave, vi kom til at stå
direkte overfor — ikke en fjende som Romanov eller Kerenskij,
der ikke kan tages alvorligt, nej, vi kom til at stå
overfor det internationale bourgeoisis kræfter, hele dets
militær-imperialistiske styrke, stå ansigt til ansigt med
verdensrøverne. Og det er derfor forståeligt, at vi, da
hjælpen fra det internationale socialistiske proletariat er
forsinket, måtte tage sammenstødet med disse kræfter
og lide et hårdt nederlag.
Og denne epoke er de hårde nederlags epoke, retræternes
epoke, hvor vi skal redde i det mindste en lille del af
vore positioner ved at vige for imperialismen og afvente
det øjeblik, da de internationale betingelser i det hele taget
ændres, indtil de kræfter i det europæiske proletariat,
der findes og som modnes, kommer os til undsætning, og
som ikke så let som vi har kunnet gøre op med sin fjende.
For det ville være den største illusion og den største fejl at
glemme, at den russiske revolution havde let ved at be-