Bind 10 - Oktober

230 V. I. LENIN
byttede op til en ny demokratisme, til selvstændig deltagelse
i statsadministrationen, og disse millioner lærer af
egen erfaring at anse proletariatets disciplinerede og
målbevidste fortrop for deres pålideligste fører.
Men diktatur er et stort ord. Og store ord skal man ikke
rutte med. Diktaturet er en jernhård magt, der med revolutionær
dristighed og hurtighed ubønhørligt undertrykker
både udbyttere og banditter. Men vor magt er umådelig
vag og ligner langt mere grød end jern. Man må ikke
et minut glemme, at det borgerlige og småborgerlige element
kæmper mod sovjetmagten på to måder: på den ene
side virker det udefra med Savinkovs, Gots', Gegetjkoris
og Kornilovs metoder, med sammensværgelser og oprør
og med deres beskidte »ideologiske« genspejling: strømme
af løgn og bagvaskelse i kadetternes, de højre-socialrevolutionæres
og mensjevikkernes presse; på den anden
side virker dette element indefra ved at udnytte ethvert
opløsende element, enhver svaghed til at bestikke folk og
forstærke mangelen på disciplin, slapheden og de kaotiske
tilstande. Jo nærmere vi kommer den fuldstændige
militære undertrykkelse af bourgeoisiet, des farligere bliver
det småborgerlige anarkistiske element for os. Og
kampen mod dette element må man ikke føre alene med
propaganda og agitation, ved at organisere kappestriden,
ved at udvælge organisatorer — kampen må også føres
med tvang.
Efterhånden som magtens vigtigste opgave ikke bliver
militær undertrykkelse, men administration, bliver den
typiske form for undertrykkelse ikke skydning på stedet,
men domstolen. Også i denne henseende er de revolutionære
masser efter den 25. oktober 1917 slået ind på den
rette vej og har vist revolutionens livskraft ved at begynde
at oprette deres egne arbejder- og bondedomstole, allerede
før der var kommet noget dekret om opløsning af
det borgerlig-bureaukratiske justitsapparat. Men vore
revolutionære folkedomstole er umådeligt, utroligt svage.
Man mærker, at folkets — fra tiden under godsejernes
og bourgeoisiets åg nedarvede — syn på domstolene som
noget bureaukratisk og fremmed endnu ikke er endelig
overvundet. Man er ikke tilstrækkelig klar over, at domstolen
er et organ, der kan drage netop den fattige befolkning
som helhed ind i statsadministrationen (thi domsvirksomheden
er en af statsadministrationens funktio-