Bind 10 - Oktober

228 V. I. LENIN
»God organisation« og diktatur
Resolutionen fra den sidste sovjetkongres (i Moskva)
fastslår, at øjeblikkets vigtigste opgaver er at skabe »god
organisation« og at højne disciplinen. 6) Alle »stemmer«
nu med glæde for den slags resolutioner og »skriver under«
på dem, men at deres gennemførelse kræver tvang — en
tvang, der netop har form af diktatur — det tænker man
sædvanligvis ikke over. Imidlertid ville det være den største
dumhed og den mest absurde utopisme at tro, at overgangen
fra kapitalisme til socialisme skulle være mulig
uden tvang og uden diktatur. Marx' teori har for længst
ganske afgjort vendt sig mod dette småborgerlig-demokratiske
og anarkistiske vrøvl. Og i Rusland i 1917-18 bekræftes
Marx' teori i denne henseende med en sådan anskuelighed,
håndgribelighed og tydelighed, at kun folk,
der er håbløst sløve eller stædigt ikke vil se sandheden i
øjnene, endnu kan tage fejl i denne henseende. Enten
Kornilovs diktatur (hvis man tager ham som den russiske
type på den borgerlige Cavaignac) eller proletariatets
diktatur — nogen anden udvej kan der overhovedet
ikke være tale om for et land, der gennemgår en usædvanlig
hurtig udvikling med usædvanlig bratte sving, og i
betragtning af det frygtelige kaos, der er fremkaldt af
den smerteligste af alle krige. Alle halve beslutninger er
enten bedrageri mod folket fra bourgeoisiets side, som ikke
kan sige sandheden, ikke kan sige, at det har brug for
Kornilov, eller det er stupiditet fra de småborgerlige demokraters
side — fra folk som Tjernov, Tsereteli og Martov
med deres sludder om demokratiets enhed, demokratiets
diktatur, den fællesdemokratiske front og lignende
vrøvl. Den, der ikke engang har lært så meget af den russiske
revolution 1917-18, at han ved, at halve beslutninger
er umulige, han er håbløs.
På den anden side er det ikke vanskeligt at overbevise
sig om, at diktaturet ved enhver overgang fra kapitalisme
til socialisme er nødvendig af to hovedårsager eller i
to hovedretninger. For det første kan man ikke besejre og
udrydde kapitalismen uden ubønhørlig undertrykkelse af
modstanden fra udbytterne, som man ikke med ét slag
kan berøve deres rigdomme, deres bedre organisation og
viden, og som følgelig i en temmelig lang periode uundgåeligt
vil forsøge på at styrte de fattiges forhadte magt.
For det andet er enhver stor revolution og den socialisti-