Bind 10 - Oktober

HVORDAN SKAL KAPPESTRIDEN ORGANISERES? 89
deste art; ikke en eneste rigmand, der søger at omgå socialismens
regler og love, må undgå svindlerens skæbne,
der med rette bør blive rigmandens. »Den, der ikke arbejder,
skal ikke have noget at spise« — det er socialismens
praktiske bud. Det er det, som må gennemføres i
praksis. Det er den slags praktiske resultater, vore »kommuner«
og vore organisatorer fra arbejdernes og bøndernes
midte bør være stolte af. Og det samme gælder så meget
mere vore organisatorer fra de intellektuelles rækker
(så meget mere, fordi de intellektuelle er for vant til, alt
for vant til at være stolte af deres generelle anvisninger
og resolutioner).
Tusinder af former og metoder til praktisk at drive registrering
og kontrol med rigmændene, svindlerne og
snylterne må udarbejdes og prøves i praksis af kommunerne
selv, af de små celler i by og på land. Mangfoldighed
er her garantien for livskraft, garantien for sejr i
kampen for at nå det ene fælles mål: at rense den russiske
jord for alt utøj, for lopperne — svindlerne, for væggelusene
— rigmændene osv., osv. Et sted vil man anbringe
en halv snes rigmænd i fængsel samt et dusin
svindlere og et halvt dusin arbejdere, der pjækker fra deres
arbejde (lige så skurkagtigt som mange sættere i Petrograd,
navnlig i partitrykkerierne). Et andet sted vil
man sætte dem til at rense latriner. Et tredje sted vil
man, når de har udstået deres fængselsstraf, forsyne dem
med gule kort, indtil de har forbedret sig, så hele folket
kan holde øje med dem som skadelige personer. Et fjerde
sted vil man straks skyde en af hver ti, der gør sig skyldig
i snylteri. Et femte sted vil man udtænke en kombination
af forskellige midler og veje og for eksempel ved betinget
løsladelse opnå en hurtig forbedring af de elementer
blandt rigmænd, borgerlige intellektuelle, svindlere og
banditter, som er i stand til at forbedre sig. Jo større
mangfoldighed, des bedre, des rigere bliver den almindelige
erfaring, des sikrere og hurtigere bliver socialismens
fremgang, des lettere udarbejder det praktiske liv de
bedste kampmetoder og kampmidler — for dét kan kun
det praktiske liv.
I hvilken kommune, i hvilket storbydistrikt, på hvilken
fabrik, i hvilken landsby findes ingen sultende, ingen arbejdsløse,
ingen rige snyltere, ingen slyngler blandt bourgeoisiets
lakajer, de sabotører, der kalder sig intellektu-