Bind 10 - Oktober

166 V. I. LENIN
den syge ikke kommet sig. Men den tyske røver kan vi ikke
slå ned med et »hurra«, ikke styrte således, som vi
styrtede Kerenskij og Kornilov. Det er den lære, masserne
har tilegnet sig uden de forbehold, som visse folk, der
ønskede at sætte sig ud over den bitre virkelighed, søgte
at diske op med.
Først det uafbrudte triumftog i oktober-november —
derefter bliver den russiske revolution pludselig i løbet af
nogle få uger slået af den tyske røver, så er den russiske
revolution rede til at antage betingelserne i røvertraktaten.
Ja, historiens vendinger er meget hårde — hos os er
alle sådanne vendinger hårde. Da vi i 1907 underskrev
den uhørt skændige indenrigske overenskomst med Stolypin,
da vi var nødt til at acceptere den beskidte stolypinske
duma og påtog os forpligtelser ved at underskrive
monarkiets papirlapper 6), oplevede vi i lille målestok
netop det, der sker nu. Dengang sagde folk, som hørte til
revolutionens bedste fortrop (heller ikke de nærede skygge
af tvivl om, at de havde ret): »Vi er stolte revolutionære,
vi tror på den russiske revolution, vi vil aldrig gå
ind i de legale stolypinske foretagender«. Jo, I må gå derind,
sagde vi. Massernes liv, historien er stærkere end jeres
forsikringer. Vil I ikke gå ind, så tvinger historien jer
til det. Det var særdeles venstreorienterede folk, af hvis
fraktion der efter historiens første vending ikke blev andet
tilbage end en røgsky. Når vi dengang kunne forblive
revolutionære, arbejde under forfærdelige forhold og
komme ud af denne situation igen, så vil vi også forstå at
komme igennem nu, for det drejer sig ikke om et lune fra
vor side, det drejer sig om en objektiv uundgåelighed,
som er opstået i et fuldstændig ruineret land, på grund af,
at den europæiske revolution mod vort ønske har tilladt
sig at blive forsinket, mens den tyske imperialisme mod
vort ønske har tilladt sig at gå til angreb.
Her må man forstå at trække sig tilbage. Den utrolig
bitre og sørgelige virkelighed kan man ikke skyde fra sig
med en frase; man må sige: Gud give, at vi kan trække os
tilbage i halvvejs orden. Vi kan ikke trække os tilbage i
fuld orden, Gud give, at vi kan trække os tilbage i halvvejs
orden, vinde en lille smule tid, for at den syge del af
vor organisme blot nogenlunde kan blive opsuget. Organismen
er som helhed sund, den vil overvinde sygdommen.
Men man kan ikke kræve, at den skal overvinde den