Bind 10 - Oktober

VORE DAGES HOVEDOPGAVE 185
derlemmet Tyskland ved at slutte forbund med nogle tyske
stater mod andre tyske stater. Og ikke desto mindre,
selv efter en sådan fred formåede det tyske folk at hævde
sig, at komme til kræfter, at rejse sig og tilkæmpe sig ret
til frihed og selvstændighed.
For enhver, der kan og vil tænke, er eksemplet med Tilsitfreden
(som kun var en af de mange hårde og ydmygende
traktater, der blev påtvunget tyskerne i denne epoke),
et bevis på, hvor barnligt naiv den tanke er, at en
hård fred under alle omstændigheder er bundløst fordærv,
mens krigen skulle være vejen til berømmelse og
frelse. Krigsepokerne lærer os, at freden ikke sjældent i
historien har betydet et pusterum og tjent til at samle
kræfter til nye slag. Tilsitfreden var den største ydmygelse
for Tyskland, men samtidig var den omslaget til det
største nationale opsving. Dengang tillod den historiske
situation ikke dette opsving at munde ud i andet end den
borgerlige stat. Dengang, for over 100 år siden, skabte en
håndfuld adelsmænd og nogle få borgerlige intellektuelle
historie, mens arbejdernes og bøndernes masser sov deres
dybe søvn. Dengang kunne historien altså kun skride
fremad med dræbende langsomhed.
Nu har kapitalismen stadig højnet kulturen i almindelighed
og massernes kamp i særdeleshed. Krigen har rusket
masserne op, vækket dem med uhørte rædsler og lidelser.
Krigen har drevet historien fremad, og den flyver
nu af sted med iltogsfart. Millioner og atter millioner
mennesker skaber nu selv historie. Kapitalismen er nu
bleven moden til socialismen.
Og derfor, når Rusland nu — og det sker utvivlsomt —
lader »Tilsitfreden« bag sig og går fremad mod et nationalt
opsving, en stor krig for fædrelandet, så vil dette opsving
ikke munde ud i den borgerlige stat, men i den internationale
socialistiske revolution. Vi er fors var s venner
siden den 25. oktober 1917. Vi er tilhængere af »Fædrelandsforsvaret«,
men den krig for fædrelandet, vi går i
møde, er en krig for det socialistiske fædreland, for socialismen
som fædreland, for sovjetrepublikken som en del
af socialismens verdensarmé.
»Had tyskerne, slå tyskerne« — dette var og er stadig
den sædvanlige, dvs. borgerlige patriotismes parole. Men
vi siger: »Had de imperialistiske røvere, had kapitalismen,
død over kapitalismen!« og tilføjer: »Lær af tysker-