Bind 10 - Oktober

98 V. I. LENIN
år (eller et lignende kort tidsrum). Eftersom man på ingen
måde kan fastslå dette, ville alle den slags forsøg objektivt
set være blindt hasardspil.
7. Fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk har på nærværende
tidspunkt, den 7. januar 1918, ganske tydeligt vist,
at i den tyske regering (der fuldstændig har krammet på
de andre regeringer i firemagtsforbundet) er det afgjort
den militære gruppe, der har overtaget, og den har i virkeligheden
allerede sendt Rusland et ultimatum (man
kan absolut når som helst vente det overrakt officielt).
Dette ultimatum går ud på følgende: enten fortsat krig eller
en anneksionistisk fred, det vil sige fred på betingelse
af, at vi rømmer hele det område, som vi holder besat,
mens tyskerne beholder hele det område, som de holder
besat, og pålægger os erstatningsbetalinger (der skjuler
sig under betegnelsen: betaling for krigsfangernes underhold),
erstatningsbetingelser på ca. 3 milliarder rubler,
der skal betales i løbet af nogle år.
8. Ruslands socialistiske regering står over for et
spørgsmål, der omgående kræver en løsning: skal den
straks acceptere denne anneksionistiske fred eller straks
føre en revolutionær krig? En mellemvej er her ifølge sagens
natur umulig. Enhver yderligere udsættelse er
uigennemførlig, thi vi har allerede gjort alt muligt og
umuligt for kunstigt at trække forhandlingerne i langdrag.
9. Når vi ser på argumenterne for en øjeblikkelig revolutionær
krig, støder vi fremfor alt på det argument, at
en separat fred nu objektivt set ville være en aftale med
de tyske imperialister, et »imperialistisk forlig« osv., og
at en sådan fred følgelig ville betyde et fuldstændigt brud
med den proletariske internationalismes grundprincipper.
Men dette argument er åbenlyst urigtigt. Arbejdere,
der taber en strejke og skriver under på betingelser for
arbejdets genoptagelse, som er ugunstige for dem og gunstige
for kapitalisterne, forråder ikke socialismen. De,
der forråder socialismen, er derimod dem, der tiltusker
sig fordele for en del af arbejderne mod fordele til kapitalisterne
; kun den slags aftaler er principielt utilladelige.
Den, der kalder krigen mod den tyske imperialisme for
en retfærdig forsvarskrig, men i virkeligheden modtager
støtte fra de engelsk-franske imperialister og skjuler de