Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 165
store vanskeligheder, på usædvanlig hårde nederlag,
som er uundgåelige, fordi revolutionen i Europa endnu ikke
er begyndt, skønt den kan begynde i morgen, og når
den begynder, så vil vore tvivl naturligvis ikke længere
plage os, så vil der ikke være noget problem, hvad angår
den revolutionære krig, og det vil blive et uafbrudt
triumftog. Det vil komme, det vil uundgåeligt komme,
men det er der endnu ikke. Det er en simpel kendsgerning,
som historien har lært os, en lære, som den har banket
meget smerteligt ind i os — men af skade bliver man
klog. Derfor regner jeg med, at når nu historien så smerteligt
har berøvet os dette håb, at tyskerne ikke kan angribe,
og at man kan løbe alting over ende med et »hurra«,
vil denne lære takket være vore sovjetorganer meget
hurtigt trænge ind i massernes bevidsthed i hele Sovjetrusland.
Disse masser er i stadig bevægelse, afholder møder,
forbereder sig til kongressen, vedtager resolutioner
og tænker over, hvad der er foregået. Vi ser ikke længere
de gamle førrevolutionære stridigheder, som udkæmpedes
indenfor snævre partikredse, men alle beslutninger
sættes til debat blandt masserne, som kræver dem gennemprøvet
gennem erfaringen, i praksis, aldrig lader sig
rive med af letkøbte taler, aldrig viger bort fra den vej,
som begivenhedernes objektive gang foreskriver. Naturligvis
kan en intellektuel eller en venstrebolsjevik snakke
sig fra de vanskeligheder, vi står overfor; han kan naturligvis
snakke sig fra problemer som dem, at vi ikke har
nogen hær, at revolutionen i Tyskland endnu ikke er begyndt.
Millionmasserne — og politikken begynder først
der, hvor det drejer sig om millioner, ikke hvor det drejer
sig om tusinder, men der, hvor det drejer sig om millioner,
dér begynder først den alvorlige politik — millionmasserne
ved, hvad en hær er, de har set soldaterne, der
vendte tilbage fra fronten. De ved — når man tager dem
som en virkelig masse, ikke som enkeltpersoner — at vi
er ude af stand til at kæmpe, at hver eneste mand ved
fronten har gennemgået alt, hvad der overhovedet kan
tænkes. Massen har begrebet den sandhed, at når man ingen
hær har og har en røver liggende ved siden af sig, er
man nødt til at undertegne selv den mest byrdefulde og
ydmygende fredstraktat. Det er uundgåeligt, så længe revolutionen
ikke er brudt løs, så længe vi ikke har helbredt
vor hær, så længe vi ikke har bragt den hjem. Hidtil er