Bind 10 - Oktober

RKP(b)s 7. EKSTRAORDINÆRE KONGRES 171
re navnet Sjljakhtitj 12), for den anlægger samme synspunkt
som den sjljakhtitj, der døende og med kården
smukt hævet sagde: »Fred, det er en skændsel; krig, det
er en ære«. De betragter tingene fra en sjljakhtitjs synspunkt,
jeg fra en bondes synspunkt.
Når jeg accepterer freden på et tidspunkt, hvor hæren
flygter og ikke kan andet, hvis den ikke vil miste tusinder
af soldater, så tager jeg den for at undgå noget værre. Er
en traktat så en skændsel? Enhver alvorligt tænkende
bonde og arbejder vil give mig ret, fordi de forstår, at freden
er et middel til at samle kræfter. Historien kender —
det har jeg flere gange henvist til — historien kender tyskernes
befrielse fra Napoleon efter freden i Tilsit; jeg
har med vilje kaldt freden en Tilsitfred, skønt vi ikke har
skrevet under på det, Tilsitfreden indeholdt: en forpligtelse
til at afgive egne tropper for at hjælpe erobreren
med at nedkæmpe andre folk — så vidt er det gået i historien,
og så vidt vil det også komme til at gå med os, hvis
vi sætter vor lid til en international revolution over hele
linjen. Pas på, at historien ikke bringer jer ud i også denne
form for militært slaveri. Og så længe den socialistiske
revolution ikke har sejret i alle lande, kan sovjetrepublikken
komme i slaveri. I Tilsit påtvang Napoleon tyskerne
uhørt skændige fredsbetingelser. Dengang udviklede tingene
sig således, at der blev sluttet fred flere gange. Den
tids Hoffmann — Napoleon — greb tyskerne i at bryde
freden, og Hoffmann vil komme til at gribe os i det samme.
Men vi vil bestræbe os for, at han ikke så snart skal
gribe os.
Den sidste krig har givet det russiske folk en bitter og
smertelig, men alvorlig lære — det må organisere sig,
disciplinere sig, underordne sig og skabe en mønstergyldig
disciplin. Lær disciplin hos tyskerne, ellers er vi et
fortabt folk og vil i al evighed være slavebundne.
Således og kun således var historiens forløb. Historien
giver os et vink om, at freden er et pusterum inden krigen,
at krigen er et middel til at opnå i hvert fald en anden,
bedre eller værre fred. I Brest svarede styrkeforholdet
til en fred for den besejrede, men ikke til en ydmygende
fred. I Pskov svarede styrkeforholdet til en skændig,
mere udmygende fred, men i Petrograd og Moskva, i en
følgende etape vil man foreskrive os en fred, der vil være
fire gange mere ydmygende. Vi siger ikke, således som