Bind 10 - Oktober

158 V. I. LENIN
styrke, dens virkelige fæstning, kunne i intet tilfælde, under
ingen omstændigheder leve fredeligt side om side
med sovjetrepublikken, hverken på grund af sin objektive
stilling eller på grund af de økonomiske interesser,
kapitalistklassen som inkarnationen af imperialismen
havde — den kunne det ikke i kraft af handelsforbindelserne,
de internationale finansrelationer. Her er en konflikt
uundgåelig. Heri ligger den russiske revolutions
største vanskelighed, dens største historiske problem:
nødvendigheden af at løse de internationale opgaver, nødvendigheden
af at fremkalde den internationale revolution,
af at fuldbyrde denne overgang fra vor revolution
som en snævert national revolution til en verdensrevolution.
Denne opgave stod for os i hele sin utrolige vanskelighed.
Jeg gentager, at særdeles mange af vore unge
venner, som regner sig for venstrefolk, var i færd med at
glemme det vigtigste, nemlig: hvorfor vi under den ugeog
månedlange storslåede triumf efter oktober fik mulighed
for så let at gå fra triumf til triumf. Det skyldtes
imidlertid kun, at en specielt formet international konjunktur
for en tid beskyttede os mod imperialismen. Den
havde andet at bestille end at beskæftige sig med os. For
os så det ud, som om vi også havde andet at bestille end at
beskæftige os med imperialismen. Men de enkelte imperialister
kunne blot ikke beskæftige sig med os, fordi hele
den moderne verdensimperialismes umådelige socialpolitiske
og militære kraft på dette tidspunkt var splittet i to
grupper på grund af indbyrdes krig. De imperialistiske
røvere, som var indviklet i denne kamp, var gået til det
usandsynliges grænser, til en kamp på liv og død, det var
kommet dertil, at ingen af disse grupper var i stand til at
koncentrere nogen magt af betydning mod den russiske
revolution. I oktober havde vi netop et sådant tidspunkt:
vor revolution faldt — det er paradoksalt, men det er rigtigt
— i det heldige øjeblik, da uhørte lidelser var brudt
ind over det store flertal af de imperialistiske lande i
form af millioner menneskers tilintetgørelse, da krigen
med sine uhørte lidelser havde udmattet folkene, da de
krigsførende lande i det fjerde krigsår var kommet ind i
en blindgade, var på skillevejen, da det spørgsmål objektivt
havde rejst sig: kan folkene kæmpe videre, når de
har nået en sådan tilstand? Kun det, at vor revolution
faldt i dette lykkelige øjeblik, hvor ingen af de to gigan-