Bind 10 - Oktober

214 V. I. LENIN
efter at have taget hele magten, hurtigt havde løst den opgave
at indføre regnskab, kontrol og organisation i landsmålestok
(dette var uigennemførligt på grund af krigen
og Ruslands tilbageståenhed), da ville vi efter at have
brudt sabotagen fuldstændig have fået herredømmet
over de borgerlige specialister ved hjælp af en altomfattende
regnskabsføring og kontrol. På grund af, at denne
regnskabsføring og kontrol i det hele taget er blevet betydeligt
»forsinket«, har vi, skønt det er lykkedes os at overvinde
sabotagen, endnu ikke skabt forhold, der stiller de
borgerlige specialister til vor rådighed; sabotørernes
masse »stiller til tjeneste«, men de bedste organisatorer
og største specialister kan udnyttes af staten enten på den
gamle måde, på den borgerlige måde (dvs. for høj betaling),
eller på en ny måde, en proletarisk måde (dvs. ved
at skabe et sådant system af almindelig regnskabsføring
og kontrol nedefra, at det uundgåeligt af sig selv ville underordne
og inddrage specialisterne).
Vi har måttet gribe til det gamle borgerlige middel og
gå med til en meget høj betaling for de største borgerlige
specialisters »tjenester«. Alle, der kender sagerne, ser
dette, men ikke alle gør sig klart, hvad en sådan foranstaltning
fra den proletariske stats side betyder. Det er
klart, at en sådan foranstaltning er et kompromis, en afvigelse
fra Pariserkommunens og enhver proletarisk
magts principper, der kræver, at gagerne tilpasses gennemsnitsarbejderens
lønniveau, og at der føres kamp, ikke
i ord, men i gerning, mod karrierejagten.
Ikke alene det. Det er klart, at en sådan foranstaltning
ikke blot — på et vist område og til en vis grad — er en
indstilling af offensiven mod kapitalen (thi kapitalen er
ikke en sum penge, men et bestemt samfundsforhold),
men også et skridt tilbage for vor socialistiske, sovjetiske
statsmagt, der fra begyndelsen har proklameret og gennemført
en politik, der gik ud på at nedsætte de høje gager
til gennemsnitsarbejderens løn 2).
Naturligvis vil bourgeoisiets lakajer, særlig de af mindre
format, som mensjevikkerne, tilhængerne af Novaja
Sjisn og de højre-socialrevolutionære, hovere over den
indrømmelse, at vi gør et skridt tilbage. Men vi behøver
ikke at skænke denne hoveren nogen opmærsomhed. Vi
må studere de særlige træk ved den overordentlig
vanskelige og nye vej til socialismen og må ikke dække