Bind 10 - Oktober

4. SOVJETKONGRES 14.-16.3 1918 199
ste repræsentant for de arbejdende, ikke en ærlig arbejder
ville sige nej til at bringe de største ofre for at hjælpe
den socialistiske bevægelse i Tyskland, fordi han under
hele sin tid ved fronten har lært at skelne mellem de tyske
imperialister og soldaterne, der er plaget af den tyske
disciplin, og som for størsteparten sympatiserer med os.
Netop derfor siger jeg, at den russiske revolution praktisk
taget har rettet vor fejl, har rettet den med dette pusterum.
Det bliver efter al sandsynlighed meget kortvarigt,
men vi har mulighed for et i det mindste ganske
kortvarigt pusterum, således at hæren, der er mishandlet
og udsultet, gennemtrænges af bevidstheden om, at den
har fået mulighed for hvil. For os er det klart, at de gamle
imperialistiske kriges periode er slut, og at nye rædsler
efter nye kriges udbrud truer, men krigsperioder af denne
art har der været i mange historiske epoker, og de er i
øvrigt skærpet mest mod deres afslutning. Og det er nødvendigt,
at det ikke kun forstås på møder i Petrograd og
Moskva. Pet er nødvendigt, at millionmasserne i landsbyerne
forstår det, at den mest oplyste del af landsbybefolkningen,
der vender tilbage fra fronten, og som har oplevet
alle krigens rædsler, spreder denne forståelse, således
at den enorme masse af bønder og arbejdere overbeviser
sig om nødvendigheden af en revolutionær front og
siger, at vi har handlet rigtigt.
Man fortæller os, at vi har forrådt Ukraine og Finland
— åh, hvilken skændsel! Men der er opstået en situation,
hvor vi er afskåret fra Finland, med hvem vi tidligere,
før revolutionens begyndelse, indgik en stiltiende aftale
og nu har indgået en formel aftale 4). Man siger, at vi afgiver
Ukraine, som Tjernov, Kerenskij og Tsereteli vil lade
gå til grunde. Man siger til os: Forrædere, I har forrådt
Ukraine. Jeg siger: Kammerater, jeg har oplevet for meget
i revolutionens historie til, at jeg kan bringes i forlegenhed
af fjendtlige blikke og råb fra folk, der hengiver
sig til følelser og er uden omtanke. Jeg skal give jer et enkelt
eksempel. Forestil jer, at to venner vandrer af sted
ved nattetid og pludselig bliver overfaldet af ti mand.
Hvis disse halunker får fat i den ene af dem, hvad skal
den anden så gøre? Han kan ikke springe til og hjælpe.
Hvis han giver sig til at løbe, er han så en forræder? Men
forestil jer, at det ikke drejer sig om personer eller områder,
hvor umiddelbart følelsesmæssige spørgsmål afgø-