Bind 10 - Oktober

200 V. I. LENIN
res, men at fem armeer på hver hundrede tusinde mand
omringer en armé på to hundrede tusinde, og en anden
armé skal komme den indesluttede til hjælp. Men hvis
denne armé ved, at den sandsynligvis falder i en fælde,
skal den vige, selv hvis det, for at dække tilbagetoget,
skulle være nødvendigt at underskrive en skændig og beskidt
fred — skæld ud, så meget I lyster, det ville alligevel
være nødvendigt at underskrive den. Man skal ikke lade
følelser bestemme som hos en duellant, der trækker kården
og siger: Jeg skal dø, fordi man tvinger mig til at indgå
en nedværdigende fred. Men vi ved alle, at hvad der end
besluttes, har vi ingen hær, og ingen fagter kan redde os
fra nødvendigheden af at vige og vinde tid, for at hæren
kan puste ud, og det vil enhver sige, der ser virkeligheden
i øjnene og ikke lader sig bedrage af revolutionære fraser.
Det må enhver sige, der ser virkeligheden i øjnene og
ikke bedrager sig selv med fraser og småligt hovmod.
Når vi ved det, er det vor revolutionære pligt at underskrive
selv denne hårde, overordentlig hårde voldsfred,
da vi derved opnår den bedste situation for os og vore forbundsfæller.
Har vi måske tabt ved, at vi undertegnede
fredstraktaten den 3. marts? Enhver, der ønsker at undersøge
tingene i relation til masserne, og ikke med en
adelig duellants øjne, vil forstå, at det at gå i krig og kalde
denne krig revolutionær, når vi ikke har nogen hær, eller
kun en syg rest af en hær, er selvbedrag, ja, det største
folkebedrag. Det er vor pligt at sige folket sandheden:
Ja, freden er overordentlig hård. Ukraine og Finland
bukker under, men vi skal gå ind på denne fred, og hele
det bevidste, arbejdende Rusland vil gå ind på den, fordi
det kender den ubesmykkede sandhed, det ved, hvad krig
er, det ved, at det at sætte alt på et bræt og regne med, at
nu vil den tyske revolution blusse op, er selvbedrag. Da vi
underskrev freden fik vi det, vore finske venner har fået
fra os: et pusterum, hjælp, men ikke undergang.
Jeg kender eksempler i folkenes historie, hvor en langt
værre fred er blevet underskrevet, hvor freden overlod
levedygtige folk til sejrherrens nåde og unåde. Lad os
sammenligne vor fred med freden i Tilsit. Tilsitfreden
blev påtvunget Prøjsen og Tyskland af en sejrrig erobrer.
Denne fred var i den grad hård, at ikke alene blev alle de
tyske staters hovedstæder erobret og prøjserne kastet tilbage
til Tilsit, hvilket svarer til, at vi blev kastet tilbage