Bind 10 - Oktober

148 V. I. LENIN
Kendsgerningerne er stædige krabater.
Vore ynkelige »venstre«folk, der snor sig fra kendsgerningerne,
fra deres lære, fra spørgsmålet om ansvaret,
bestræber sig for at skjule den seneste fortid for læseren,
en fortid, der er i frisk erindring og har historisk betydning,
og at tilsløre den ved hjælp af henvisninger til noget
længst overstået og uvæsentligt. Et eksempel: K. Radek
minder i sin artikel om, at han i december (i december!)
havde skrevet, at det var nødvendigt at hjælpe hæren
med at holde stand, og at han havde skrevet dette i en
Indberetning Til Folkekommissærernes Råd. Jeg har ikke
haft mulighed for at læse denne indberetning, og jeg
spørger mig selv: hvorfor aftrykker Karl Radek den ikke
i dens fulde ordlyd? Hvorfor forklarer han ikke tydeligt
og klart, hvad han dengang forstod ved en »kompromisfred«?
Hvorfor minder han ikke om det, der ligger os
nærmere, nemlig da han i Pravda skrev om sin illusion
(den værste af alle) om, at det var muligt at slutte fred
med de tyske imperialister på betingelse af Polens tilbagegivelse?
Hvorfor?
Fordi de ynkelige »venstre«folk er nødt til at afsløre
kendsgerningerne, der røber deres, »venstre«folkenes
ansvar for at have spredt illusioner, som i virkeligheden
hjalp de tyske imperialister og hindrede revolutionens
vækst og udfoldelse i Tyskland.
N. Bukharin søger nu oven i købet at benægte den
kendsgerning, at han og hans venner påstod, at tyskerne
ikke var i stand til at foretage en offensiv. Der er imidlertid
folk nok, der ved, at det er en kendsgerning, at Bukharin
og hans venner påstod dette, at de ved at sprede denne
illusion hjalp den tyske imperialisme og hindrede væksten
af den tyske revolution, der nu er svækket ved, at
man under bondehærens paniske flugt har frataget den
storrussiske sovjetrepublik tusinder og atter tusinder af
kanoner og værdier til et beløb af hundreder og atter hundreder
af millioner. Jeg forudsagde dette klart og tydeligt
i teserne af 7. januar 2). Hvis N. Bukharin nu er nødt
til »ikke at vedkende sig« dette, er det så meget værre for
ham; alle, der husker Bukharins og hans venners ord om,
at det er umuligt for tyskerne at foretage en offensiv, vil
trække på skuldrene, når de hører, at N. Bukharin er blevet
nødt til »ikke at vedkende sig« sine egne ord.