Bind 10 - Oktober

184 V. I. LENIN
samler alle sine kræfter, strammer hver nerve og spænder
hver muskel, hvis det forstår, at redning kun er mulig
ad den vej til den internationale socialistiske revolution,
vi er slået ind på. At gå frem ad denne vej, ikke tabe modet
over et nederlag, samle sten på sten til det socialistiske
samfunds faste fundament, arbejde uden et øjebliks
pause på at skabe disciplin og selvdisciplin, på overalt
og allevegne at styrke organisertheden, ordenen, sagligheden
og det harmoniske samarbejde mellem alle folkets
kræfter, styrke den almindelige regnskabsføring og
kontrol med produktionen og produkternes fordeling —
det er vejen til skabelse af en militær magt og en socialistisk
magt.
Det er uværdigt for en virkelig socialist, der lider et
svært nederlag, at sætte sig på den høje hest eller at henfalde
til fortvivlelse. Det er usandhed, at vi ikke har nogen
udvej, og at vi kun har valget mellem den (fra en
polsk herremands /sjljakhtitj/ synspunkt) »æreløse«
død, som en hård fred betyder, og en »berømmelig« død i
en håbløs kamp. Det er usandhed, at vi har forrådt vore
idealer eller vore venner ved at underskrive »Tilsitfreden«.
Vi har ikke forrådt noget eller nogen, vi har ikke
forsvaret eller dækket over nogen løgn, vi har ikke afslået
at hjælpe nogen ven og kammerat, der var i nød, med alt
hvad vi kunne, med alt hvad der stod til vor rådighed.
Den hærfører, som fører resterne af en slået eller i panik
flygtendende hær ind i det indre af landet, og som beskytter
dette tilbagetog, i værste fald med en hård og ydmygende
fred, han begår ikke noget forræderi mod de troppeenheder,
som det ikke står i hans magt at hjælpe, og
som er afskåret af fjenden. En sådan hærfører gør sin
pligt, når han vælger den eneste vej til at redde, hvad der
endnu kan reddes, ikke indlader sig på eventyr, ikke besmykker
den bitre sandhed for folket, men »opgiver rum
for at vinde tid« og udnytter ethvert nok så ringe pusterum
til at samle kræfter, til at lade hæren hvile ud og
komme til hægterne, når den lider under opløsning og demoralisering.
Vi har underskrevet en »Tilsitfred«. Da Napoleon I i
1807 påtvang Prøjsen Tilsitfreden, havde erobreren tilintetgjort
alle tyskernes hære, besat hovedstaden og alle de
store byer, indført sit eget politi, tvunget de besejrede til
at give sig hjælpetropper til sine nye røverkrige og søn-