Bind 10 - Oktober

SOVJETMAGTENS NÆRMESTE OPGAVER 237
grund af landets småborgerlige karakter, dets tilbageståenhed
og følgerne af den reaktionære krig) nødvendigvis
også må sætte sit præg på sovjetterne.
Vi må utrættelig arbejde på at udvikle sovjetterne og
sovjetmagtens organisation. Der er en småborgerlig tendens
til at forvandle medlemmerne af sovjetterne til
»parlamentarikere« eller også til bureaukrater. Vi må
bekæmpe dette og drage alle medlemmer af sovjetterne
med ind i praktisk deltagelse i administrationen. Sovjetternes
afdelinger forvandles mange steder til organer,
der efterhånden smelter sammen med kommissariaterne.
Vort mål er at drage hele den fattige befolkning ind i
praktisk deltagelse i administrationen, og alle mulige
skridt til at nå dette mål — jo mere forskelligartede de er,
des bedre — må omhyggeligt registreres, studeres, sættes
i system, kontrolleres gennem en mere omfattende erfaring
og lovfæstes. Vort mål er, at enhver arbejdende
uden betaling opfylder sine statsforpligtelser efter at have
udført sin 8-timers »opgave« i det produktive arbejde:
omstillingen til dette er særlig vanskelig, men kun i denne
omstilling ligger garantien for den endelige konsolidering
af socialismen. Det nye og vanskelige ved forandringen
fremkalder naturligvis en mængde skridt, der gøres så at
sige famlende, en mængde fejl og svingninger; uden dette
kan der ikke gøres nogen brat bevægelse fremad. Hele
det særegne ved den nuværende situation består for manges
vedkommende, der ønsker at regne sig for socialister,
i, at disse folk har vænnet sig til på abstrakt måde at
sætte kapitalismen op mod socialismen, og at de mellem
disse to dybsindigt sætter ordet: »spring« (nogle, der husker
løsrevne steder, de har læst hos Engels, tilføjer endnu
dybsindigere: »Springet fra nødvendighedens rige til
frihedens rige«). 9) At socialismens læremestre med ordet
»spring« betegnede et omsving, set under verdenshistoriske
omvæltningers synsvinkel, og at spring af denne
art omfatter perioder på 10 og måske endnu flere år, det
begriber flertallet af de såkaldte socialister ikke, der har
»læst om socialismen i bøger«, men aldrig har sat sig alvorligt
ind i sagen. Det er naturligt, at den berømmelige
»intelligens« i sådanne tider stiller ved den dødes båre
med et uendeligt antal grædekoner: nogle begræder den
Konstituerende Forsamling, andre den borgerlige disciplin,
nogle den kapitalistiske samfundsorden, andre den